BNBO-vejledningen er et grundigt og gennemarbejdet arbejder, der rummer dels en god gennemgang af reglerne på områder og et væld af nyttige anbefalinger. DANVA har dog nedenstående væsentlige bemærkninger til vejledningen:
Vejledningen giver en omfattende gennemgang af faktorer, der har betydning for risikoen for, at den givne boring bliver udsat for forurening. Når det er sagt, så er vores klare opfattelse, at det politiske ønske var, at stort set alle boringer skulle beskyttes mod pesticider – og ikke som der står i indledningen til emnet, at der skal være en lokal, politisk vurdering af, om risikoen er acceptabel.
Det bør derfor i stedet klart fremgå, at en boring skal beskyttes medmindre risikovurderingen sandsynliggør, at der ikke er en risiko forbundet med pesticidanvendelse. Det skal altså ikke bevises, at der er en risiko ved pesticidanvendelsen.
Specifikt i forhold til afsnit 2.7 datakilder fremgår at risikovurderingen skal udføres med udgangspunkt i eksisterende data og at det er op til den enkelte kommune at vurdere, om datagrundlaget for risikovurderingen er tilstrækkeligt. Er datagrundlaget ikke fuldstændigt må usikkerheden komme drikkevandet til gode.
Samtidig er både risikovurderings- og geologiafsnittet generelt og ikke målrettet BNBO opgaven. Eksempelvis er den geologiske beskrivelse meget omfattende i forhold til at den konkrete opgave drejer sig om beskyttelse af et areal afgrænset af 1 års transporttid, hvor driftforhold ofte kan have større indflydelse på arealets afgrænsning end geologien. Det anbefales at afsnittene renses for generelle betragtninger om grundvandsbeskyttelse og direkte målrettes BNBO opgaven. Den eksisterende tekst kan med fordel anvendes i en vejledning om grundvandsbeskyttelse af større arealer.
Der savnes også her en uddybning af hvordan vandforsyningen er stillet ift. klage og retsstilling mv. ved en kommunal risikovurdering, hvor vandforsyningen ikke er enige i udfaldet.
Spørgsmålet om skattefritagelse fylder meget i forhandlingerne og kan være medvirkende til, at forhandlinger trækker i langdrag. I vejledningen savnes anbefalinger til, hvordan kommunerne kan optimere processen, så dialogen med Skat ikke er medvirkende til en unødig lang proces. Specielt kunne man overveje, om det er muligt tidligt i forløbet at udvise den nødvendige ekspropriationsvilje.
Aftaler indgået mellem kommune og lodsejer udgør en speciel problemstilling. Her mangler der efter vores mening et afsnit om vandforsyningens stilling, samt et kvalificeret bud på ansvars- og rollefordeling mlm. kommune, lodsejer og vandforsyning. F.eks. skrives det om tinglysning, at der ikke er krav om tinglysning af aftalen, hvilket vil være uacceptabelt for de fleste vandforsyninger.
Med seneste lovændring har forsyninger fået mulighed for at påklage afgørelser i taksationskommissionen og at bringe afgørelser fra overtaksationskommission videre til domstolsafgørelse. Dette er klart beskrevet i vejledningen.
Spørgsmålet om frivillige aftaler indgået af kommune eller vandsamarbejde og lodsejer er ikke berørt. Det fremgår således ikke af vejledningen, hvordan forsyningen skal forholde sig, hvis kommunen indgår en frivillig aftale med lodsejer, med en erstatningsstørrelse som vandforsyningen ikke finder rimelig.
Det bør fremgå klart af vejledningen, at vandforsyningerne skal have mulighed for at klage over aftaleindhold og erstatningsfastsættelse af kommunens aftale. Det er vores opfattelse, at vandforsyningen kan afvise en sådan aftale, hvorefter Kommunalbestyrelsen kan træffe en afgørelse, som forsyningen så kan påklage og dermed bringe aftalen for taksationskommissionen.
Samtidig skal det også heraf fremgå et bud på ansvars- og rollefordeling især mellem kommune og vandforsyning, da vandforsyningen skal finansiere aftalen.
Spørgsmål rettes til Dorte Skræm, ds@danva.dk
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA