Til Skatteministeriet

Høringsmaterialet angår ændringer, der har til formål at forenkle og præcisere regler på inddrivelsesområdet med henblik på at understøtte det nye it-system for inddrivelse. DANVA bemærker, at der er tale om tekniske ændringer, der skal gøre det lettere at systemunderstøtte de nye funktioner, som EFI´s afløser skal kunne håndtere.

Inddrivelse af fordringer er væsentlig for at understøtte retssikkerheden på skatteområdet, blandt andet fordi betalende kunder hos kommunalt ejede forsyninger siden 2005 har måttet kompensere for kunder, der undlader at betale deres regninger. Derfor finder DANVA det vigtigt at understrege, at digitalisering ikke nødvendigvis giver den mest effektive inddrivelse i alle situationer. Dette er vigtigt for alle parter – herunder politikere - at vide.

En effektiv og succesfuld inddrivelse og opkrævning er forbundet med flere elementer, end digitaliseringen alene kan håndtere. Det gælder blandt andet personkontakt med afsæt i en individuel vurdering af gældsforholdet m.m.

På denne baggrund er det glædeligt, at forligskredsen ved indgåelsen af aftalen i juni 2017 har åbnet for, at offentlige fordringshavere kan vælge at bruge private aktører til inddrivelsesopgaver, da disse aktører efter vores oplysninger lægger vægt på en individuel vurdering.

Med venlig hilsen

Carl-Emil Larsen og Susanne Vangsgård
DANVA