Til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning

I forbindelse med den danske implementering af Vandrammedirektivet nedsattes der i de enkelte hovedvandoplande de såkaldte vandråd med deltagere fra alle interessenter. Hovedformålet med disse vandråd var at skabe et forum for en debat om vandløbsrelaterede forhold, der kunne bruges i forbindelse med implementeringen af vandplanen. Evalueringen af arbejdet viste en stor interesse blandt aktørerne for, at vandrådene skulle bestå, og der var også enighed om, at det kunne være en fordel, at der var et forum, hvor alle emner med relationer til vandplanerne kunne drøftes mellem parterne. 

DANVA er glade for, at vandrådene også fremover vil være en del af implementeringen af vandplanerne, men vi havde dog håbet, at der var lyttet til interessenterne i forhold til et forum for drøftelse af andre elementer med relation til vandplanerne. Det er vores opfattelse, at drøftelser mellem interessenterne i lokalområdet medvirker til dels en bedre og mere effektiv implementering dels til at skabe en større forståelse mellem parterne. Dette kunne ske ved enten at udvide kommissoriet for vandrådene eller ved at nedsætte et parallelt råd til øvrige vandplanrelaterede emner.

Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA