Sådan beskytter vi Danmark mod skybrud og terrænnært grundvand

En konference af DANVA og KL

D. 26. februar 2025 kl. 10 – 15 Fællessalen, Christiansborg

Fælles løsninger mod de stigende vandmængder

En tredjedel af Danmarks byggemasse ligger i områder med risiko for oversvømmelser pga. klimaforandringer. De hyppigere og kraftigere skybrud skaber sammen med det stigende terrænnære grundvand stadig flere problemer for borgere, virksomheder og samfund. Vandet står højt i haver og kældre og udfordrer veje, offentlige arealer samt kritisk infrastruktur. Vi er nødt til at intensivere indsatsen med at tilpasse vores samfund, for at undgå endnu værre oversvømmelser, end dem vi allerede mærker.

Løsningerne skal findes i fællesskab og de skal finansieres. Det bliver dyrt at håndtere de stigende vandmasser som følge af de hastigt stigende klimaforandringer, men det vil koste endnu mere at vente.

I takt med, at grundvandet stiger og der kommer flere og voldsommere skybrud, så vokser udfordringerne i byerne, fordi vandet kommer fra alle retninger - oppefra, bagfra, udefra og nedefra. I mange år har terrænnært grundvand skabt problemer for grundejere, der oftere oplever vand i kældre og oversvømmede haver. For kommuner og vandselskaber kan terrænnært grundvand være med til at underminere vejkasser, skade infrastruktur og besværliggøre anlægsarbejde.

Finansiering. Hvem skal betale?

En ny lov skal udmønte Klimatilpasningsplan 1. Loven betyder, at vandselskaber får mulighed for at investere i løsninger, der håndterer det terrænnære grundvand i områder, som kommuner har udpeget.

På konferencen sætter DANVA og KL fokus på de nødvendige løsninger og den finansiering, der skal beskytte Danmark mod de voksende udfordringer med skybrud og terrænnært grundvand.

Dagens hovedtaler er Miljøminister Magnus Heunicke.

Programmet offentliggøres i januar.