I 2020 har I som ledere stået over for en række nye udfordringer, der har vendt op og ned på arbejdslivet for mange.
På Leder Forum 2021 vil vi gerne sætte fokus på, hvad vi har lært af 2020 og hvordan vi bliver bedre ledere, mere optimistiske og karismatiske – også på distancen.
Kom med til Leder Forum 2021 og få nye inputs og ideer til ledelse med fokus på aktuelle emner og ved at sparre og netværke med andre ledere fra forsyningsbranchen.
FÆNGSLET i Horsens vil danne rammen – og stedets unikke historie vil også komme i spil, når I ved at samarbejde skal forsøge at flygte fra fængslet.
Leder Forum arrangeres i fællesskab af Dansk Fjernvarme og DANVA.
Program
TORSDAG
12:00 Frokost
13.00 Velkomst
v/ Lisbeth Aagaard Mountfield, Dansk Fjernvarme og Louise Andersen, DANVA
13.15 Karismatisk ledelse
Karismatisk ledelse er en internationalt anerkendt ledelsesform, som mange forskere i ledelse vedkender sig effekten af. Men hvad er karisma helt præcist? Og hvorfor er det så vigtigt?
Her får du input og konkrete værktøjer til, hvordan du kan blive en mere karismatisk leder ved at beherske tre karismatiske adfærdsmønstre; power, empati og tilstedeværelse.
v/ Foredragsholder og underviser Mathias Bruhn
14.45 Pause med kaffe og kage
15.15 Distanceledelse – Kan du skabe tætte relationer og få følgeskab på distancen?
Distanceledelse, virtuelt samarbejde og hjemmearbejde er blevet et vilkår i 2020. Få viden og inspiration til hvordan du undgår faldgruberne og udnytter fordelene i distanceledelse og -samarbejde. Du får bl.a. input til, hvordan du skal navigere mellem styring og ledelse og mellem samvær og fravær, hvordan du sikrer et højt tillidsniveau og skaber nærvær, når du leder på distancen samt hvordan du sikrer et inkluderende arbejdsfællesskab i det virtuelle univers.
v/ Foredragsholder og konsulent Lars Pedersen, Pitstop Management
16.30 Distanceledelse - Hvad har vi lært det sidste år?
Medlemscase fra Nyborg, Erik Hansen, Nyborg Forsyning og Service A/S
16.50 Pause med let snack
17.15 Viljens vej
Træd ind i FÆNGSLET, som fanger og fangevogtere forlod det - og se, om I kan slippe ud igen. Ved hjælp af jeres opfindsomhed, stærkt teamwork og kommunikation skal I løse opgaver med både hoved og krop. Kan I finde hurtigere ud end den lokale flugtkonge Lorentzen? Dette udendørs escape room kræver, at I samarbejder, når I skal tage beslutninger og vælge en flugtstrategi under tidspres.
v/ COAST ZONE
18.45 Udgangstilladelse til alle
19.45 Middag på Bygholm
FREDAG
08.30 Godmorgen
08.35 Lederskam
Har du som leder modet til mere åbent at dele frygt, skam og fejl? Hvis svaret er nej, er du langt fra den eneste. Til dette foredrag sættes lederskam på dagsordenen, for hvis man som leder tør at åbne op, kan det styrke handlekraften og resultaterne i ledergruppen og blandt medarbejderne – for medarbejdere trives i forandringer, når ledere arbejder tæt sammen og går forrest med åben og ærlig ledelse.
v/ selvstændig ledelsesrådgiver, Elsebeth Hauge
9.50 Pause
10.00 Aktuelt for branchen med debat
Bliv opdateret på det sidste nye i branchen og debattér fremtidens udfordringer
v/ direktør Kim Mortensen, Dansk Fjernvarme, og direktør Carl-Emil Larsen, DANVA
11.00 Pause
11.15 Optimistisk ledelse
Det er nemt at være optimistisk, når tingene går godt. Det er når modgangen viser sit ansigt, at vi begynder at få problemer - og her har vi brug for optimisme. Det, der kendetegner optimister, er nemlig, at de er ekstremt stærke til at håndtere modgang – for de handler. Derfor er optimistiske ledere især gode ledere i krisesituationer. Optimisten Henrik Mathiasen videregiver anekdoter, personlige beretninger, dilemmaer og ikke mindst videnskabeligt dokumenterede værktøjer, du kan bruge til at blive en mere optimistisk og motiverende leder.
v/ Foredragsholder og forfatter Henrik Mathiasen
12.30 Afrunding
v/ Lisbeth Aagaard Mountfield, Dansk Fjernvarme og Louise Andersen, DANVA
12.45 Frokost
Udgangstilladelse til alle
Mødeledere
Lisbeth Aagaard Mountfield, Dansk Fjernvarme & Louise Andersen, DANVA
Er Leder Forum noget for dig?
Leder Forum er for ledere på alle niveauer i forsyningssektoren.
Ophold er inkluderet i deltagerprisen
Pris for ophold er inkluderet i deltagerprisen og indeholder middag inkl. 1 genstand pr. ret samt overnatning og morgenmad på hotellet.
OBS! Vi følger selvfølgelig myndighedernes retningslinjer og udviklingen af corona tæt.
Der kan derfor være et begrænset antal pladser til Leder Forum 2021. Hvis du vil sikre dig en plads, skal du tilmelde dig hurtigst muligt.