Vandpris på danmarkskort

”Hvad koster vandet?” lyder som et enkelt spørgsmål at svare på. Men helt så simpelt er det ikke. Det skyldes den måde den danske vandforsyning er bygget op på. Der er mellem 2.300 og 2.400 vandselskaber, der leverer rent drikkevand til borgerne og ca. 100 spildevandsselskaber, der renser spildevandet, inden det ledes videre til recipienten.

Samtidig kan prisen være sammensat af et fast bidrag og et variabelt bidrag for henholdsvis drikkevand og spildevand. Det betyder, at prisen på én kubikmeter vand vil variere over landet og endda inden for samme område, da den vil være afhængig af vandforbruget. Se mere om pris og sammenhæng i Vand i tal 2015.

På nedenstående danmarkskort viser vi takster og vandpriser for de vandselskaber, der udpumper mere end 200.000 m3 per år og derved er omfattet af vandsektorloven. For hver blå prik, der repræsenterer et vandselskab, vises en tabel med tilhørende spildevandsselskab, takster og en hustandsudgift ved forskellige forbrug.

Datagrundlaget kommer fra Forsyningssekretariatet – se nærmere forklaring under kortet.

 

Hvis der er fejl, mangler eller forkerte data på danmarkskortet, bedes I sende en mail til Peter Mortensen på pm@danva.dk, så vil de blive rettet.

Data:

Data for 2015 og 2016:

DANVA har indsamlet priser for 2015 og 2016 fra de selskaber, der allerede har offentliggjort dem på deres hjemmeside. Hjemmesiderne er sidst tjekket den 2. februar 2016.

Data for 2013:

Forsyningssekretariatet indsamler hvert år i forbindelse med udarbejdelse af prisloftet priserne for levering af rent drikkevand og afledning af spildevand fra de selskaber, der er underlagt vandsektorloven. Disse oplysninger danner grundlag for vandpriserne for 2013 i det interaktive danmarkskort herover. Regnearket "Takster 2013" med baggrundsdata fra Forsyningssekretariatet kan hentes på Forsyningssekretariatets hjemmeside.

Hver blå prik på kortet repræsenterer et drikkevandsselskab. Holder man cursoren henover en af prikkerne, kan man se prisen for levering af rent drikkevand fra dét selskab. Derudover kan man også se prisen for afledning af spildevand til det spildevandsselskab, der håndterer spildevandet i det område, hvor drikkevandsselskabet opererer, samt hvor meget en husstand i et 1-familieshus betaler for rent drikkevand og afledning af spildevand ved forskellige årsforbrug af vand.

Forbrugerne er vist ved henholdsvis 50 m3, 83,6 m3 og 170 m3 per år svarende til henholdsvis en enlig forbruger, en gennemsnitsfamilie på 2,15 personer og en storfamilie med 3 børn.

Prikken er som udgangspunkt placeret på vandselskabets hovedadresse, da der ikke findes et Danmarks-kort med forsyningsgrænser for drikkevandsselskaber.

Sammenkobling af vandselskab og spildevandsselskab

Man skal være opmærksom på, at der kan være enkelte fejl i koblingen mellem drikkevandsselskaberne og spildevandsselskaberne. Årsagen er, at der ikke findes en central optegnelse over, hvilket spildevands-selskab der håndterer spildevandet i et givent drikkevandsselskabs forsyningsområde. DANVA har derfor måttet foretage sammenkoblingen ved at sammenligne adresserne på selskabernes hovedkontorer.

Yderligere information

Kontakt Thomas Sørensen på telefon 87 93 35 65 eller e-mail ts@danva.dk

Læs mere

Vand i tal 2015