Nyheder

Forening

DANVAs årmøde er åbnet

18-05-2017 11:15:00 - af- Lars Fischer

Klokken 10 bød Formand for DANVAs bestyrelse Lars Therkildsen velkommen til de over 500 deltager, som de næste dage samles om at sætte vand i centrum her i Aarhus.

 

Smilets by er denne gang rammen for DANVAs årsmøde. Netop nu er Aarhus og omegn også Europæisk Kulturhovedstad. Temaet for dette betydningsfulde kulturprojekt er: Let’s Rethink. Det signalerer, at regionen vil være et kulturelt laboratorium, hvor alternative løsninger kan spire og gro.

 

”Vi kunne ikke have valgt en bedre ramme for vores årsmøde”, indleder Lars Therkildsen. ”For ”re-thinking” er også det, der kendetegner vores sektor. Hos os spirer og gror ideer og nyskabelser. Faktisk tøver jeg ikke med at kalde den danske vandsektor for et væksthus fuld af grønne, livskraftige og innovative planter”, konstaterer Lars Therkildsen.

 

Formanden fremhæver klimaforandringerne, hvor vandsektoren har formået at vende en udfordring til en fordel. Regnvandet bliver ”genbrugt” i kanalsystemer, regnvandsbede langs villaveje, skaterbaner og meget andet.

 

”Vi er faktisk så gode til at ”gentænke” anvendelsesmulighederne for regnvand, at flere af verdens storbyer, blandt andre New York, vil gøre os kunsten efter. Senest var klimatilpasning det dominerende tema, da det belgiske kongepar sammen med en større erhvervsdelegation besøgte København i marts måned”, fortæller formanden.

 

Et andet eksempel er teknologier, der kan trække energi ud af spildevandet. Flere rensningsanlæg producerer i dag både el og fjernvarme, der sendes ud til borgerne som grøn energi. Også denne gentænkning af spildevand har vakt international interesse – blandt andet i Chicago.

 

 

”Jeg ser frem til to spændende dage i Musikhuset i Aarhus, hvor vi går i dybden og udveksler erfaringer om temaer som gentænkning, bæredygtighed og forandringer. Mogens Lykketoft, som vil holde oplæg om FN's verdensmål om bæredygtig udvikling, er én blandt flere inspirerende oplægsholdere.

 

Vi stiller også skarpt på vandbranchens aktuelle udfordringer – ikke mindst de reguleringsmæssige – og her ser jeg frem til at høre indlægget fra vores minister Lars Christian Lilleholt”, afslutter formanden sin åbningstale. 

 

Yderligere oplysninger:

Direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, tlf. 2033 8515, e-mail: cel@danva.dk

Kommunikationschef i DANVA, Karsten Bjørno, tlf. 2014 3542, e-mail: kbj@danva.dk