Energisparekampagne i samarbejde med Elsparefonden
Vandsektoren vil aktivt være med til at forebygge klimaændringerne ved at nedsætte elforbruget. Elsparefonden har bevilget 4 mio kr. til en kampagne, der har det ambitiøse mål at reducere vandsektorens energiforbrug med 25 % i løbet af fem år. Vandsektoren bruger årligt 800 GWh, og hvis forbruget nedsættes 25 % svarer det til, at miljøet hvert år kan spares for en CO2-udledning på 100.000 tons. Det kan realiseres gennem effektivisering, optimering og ved udskiftning af gamle pumper med nye energieffektive modeller.
Kampagnen har sin egen hjemmeside
Omdrejningspunktet i kampagnen er hjemmesiden www.energibesparelser-vand.dk med inspiration og eksempler på best practice indenfor energirigtig drift.
- Vandsektoren må tage sit miljøansvar på sig, og vi glæder os over, at vandsektoren nu kan spille en aktiv rolle i forhold til at forebygge klimaændringerne takket være samarbejdet med Elsparefonden, siger DANVA’s direktør Carl-Emil Larsen og tilføjer, at branchen kan opnå store økonomiske besparelser ved at deltage i kampagnen. Samlet set kan der spares et trecifret millionbeløb på driften.
Potentiale for besparelser
Langt den største del af vandsektorens elforbrug (75%) bliver brugt til transport og rensning af spildevand. Det er derfor også her, der er de største besparelser at hente. Det vurderes, at der er et besparelsespotentiale på 83-153 GWh i kloakforsyningerne fordelt på disse områder:
30 GWh kan spares med ny teknologi bl.a. frekvensstyrede pumper til transport af spildevandet til renseanlæg.
30-75 GWh kan spares med ny teknologi til omrøring og beluftning af spildevand i renseanlæggene.
15-40 GWh kan spares ved bedre styring af omrøring i procestanke (optimering).
8 GWh kan spares med ny teknologi til transport af spildevandet internt på renseanlæggene.
Yderligere information
Kontakt projektleder Jan Egelund Andersen på jea@danva.dk eller telefon 8793 3564
Genveje
Find det du søger her

DANVA's medlemsblad danskVAND har i et temanummer sat fokus på energibesparelser i vandsektoren. Læs bladet her...