Er der rotter i kloakkerne?
Svaret er ja, men samtidig er det nødvendigt at definere det overordnede begreb: kloakker.
Private kloakker hedder afløbsinstallationer
Inde på privat grund hedder kloakkerne afløbsinstallationen. Det er den private husejer, der har ansvaret for dette system, og derfor skal sørge for at det er i ordentlig stand, at det er tæt samt, at det ikke lader spildevandet sive, eller at det kan give anledning til at rotter slår sig ned.
De private afløbsinstallationer er generelt ikke i den bedste stand. Der er derfor mange steder gode livsbetingelser for rotter. Det være sig i den tætte bebyggelse med ældre ejendomme med afløbsinstallationer der trænger til fornyelse, på industriarealer hvor der i tidens løb er lavet meget om og hvor gamle ledninger ikke er blændet af. Dette gælder også på sygehuse, hos boligforeninger og hos fødevarevirksomheder.
Det er de enkelte kommuner som myndighed, der har ansvaret for at føre tilsyn med de enkelte husejeres afløbsinstallation og tilsvarende kommunerne, der har ansvaret for rottebekæmpelsen.
Offentlige kloakker
Uden for skel, ude i de offentlige arealer hedder systemerne kloakker. Her er det de enkelte kloakforsyninger, der har ansvaret. Kloakkerne samler vandet op fra de enkelte husstande og transporterer det til renseanlæg. Kloakforsyningerne har en interesse i at have gode og tætte systemer, så der er så lidt vand som muligt der skal føres til renseanlægget. Samtidig sikrer gode funktionelle kloakker med fri passage, at der er plads til regnvand i rørene når det regner – også når det regner meget.
Der findes også rotter i det offentlige kloaksystem. Men hvis systemerne er vedligeholdte og fuldt funktionsdygtige, findes der ikke mange. Kloakforsyningerne har da generelt heller ikke rotteproblemer, hvorfor det heller ikke har betydning for funktionen.
Kloakforsyningerne foretager løbende renoveringsarbejder herunder tv-inspektioner med efterfølgende reparation af utætte ledninger og aflukning af stik, der ikke anvendes. Derved forhindres det, at der er levebetingelser for rotter.
3 % af kloakrotterne findes i den offentlige kloak
Det er en forsvindende lille del af rotteanmeldelserne der hidrører fra observationer i det offentlige kloaksystem. Tal fra Odense og Aalborg viser, at det kun er 1 til 3 % af anmeldelserne, der vedrører rotter i offentlige kloakker, resten af anmeldelser skyldes at rotter er observeret i private afløbsinstallationer.
97 % af kloakrotterne findes i afløbsinstallationerne
Derfor er der behov for fokus på de private afløbsinstallationer. De skal vedligeholdes lige som vinduerne. Det er den enkelte husejers ansvarsområde. Det er også det enkelte sygehus, den enkelte institutions og den enkelte fødevarevirksomheds ansvar, at den private afløbsinstallation ikke giver vækstbetingelser for rotter.
Lovgivning om anvendelse af rottespærrer er unødvendigt. Det står de enkelte husejere, kommuner og kloakforsyninger frit for at anvende rottespærrer, hvis de finder, at dette er den bedste løsning til bekæmpelse af rotter. Det er et fåtal af de danske kommuner og kloakforsyninger, der anvender denne løsning. Det tager vi som et udtryk for, at der her er valgt andre løsninger, som man finder bedre.
Renovering af afløbsinstallationer og kloakker er den bedste rottebekæmpelse. Et godt tæt og velfungerende system giver de dårligste livsbetingelser for rotter.
Kampen mod rotter skal ikke styres fra Christiansborg
Det er på nuværende tidspunkt ikke nødvendigt at foretage yderligere lovgivning på området. Som tidligere nævnt fungerer den eksisterende lovgivning udmærket i samspil mellem den kommunale rottebekæmpelse – kloakmesteren der foretager undersøgelser og forbedringer og den private husstandsforsikring.
Da tallene peger på, at kloakrotterne er det største problem i de private afløbsinstallationer vil DANVA opfordre til samarbejde mellem alle relevante parter, det være sig KL, kommunerne, Parcelhusejerforeningen, By- og Landskabsstyrelsen og Dansk Byggeri, der skal sætte fokus på problemet. Afløbsinstallationen er en central og vigtig del af ejendommens værdi og kræver opmærksomhed og en måde man kan få fokus på det er ved at inddrage de private afløbsinstallationer i tilstandsrapporten ved hushandler.
Kloakforsyningerne er kun interesseret i at have velfungerende systemer med god og uhindret funktion for transport af spildevand til renseanlæg. Derfor gøres der en målrettet indsats for løbende at renovere og forbedre systemerne også set i lyset af de stigende vandmængder der skal fjernes på grund af klimaændringer.
Definitioner
Afløbsinstallation: Kloakinstallationen på privat grund.
Kloaksystem: Det offentlige system der transporterer spildevand til renseanlæg.
Kommune: Myndigheden der har ansvaret for rottebekæmpelse og tilsynet med de private afløbsinstallationer, reguleret via byggelovgivningen og rottebekæmpelsesloven.
Kloakforsyning: Den del af kommunen eller et selskab, der for de takstfinansierede midler har ansvaret for at vedligeholde og drive de offentlige kloaksystemer.
Yderligere information:
Funktionschef Kristian Friis
Mobiltelefon: 40 54 15 38
