EU’s oversvømmelsesdirektiv er trådt i kraft

Af Helle Katrine Andersen, DANVA

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF af 23. oktober 2007 om vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser er trådt i kraft.

Formål
Direktivets formål er at fastlægge en ramme for vurdering og styring af oversvømmelsesrisici med henblik på at mindske de negative følger for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomisk aktivitet som følge af oversvømmelser.

Læs EU’s oversvømmelsesdirektiv (PDF) – klik her

Definitioner
I direktivet anvendes følgende definitioner:

Oversvømmelse: en midlertidig vanddækning af arealer, der normalt ikke er dækket af vand. Dette omfatter oversvømmelser hidrørende fra vandløb, bjergstrømme, efemerale vandløb i Middelhavsområdet samt oversvømmelser fra havet i kystområder og kan udelukke oversvømmelser fra spildevandssystemer.

Oversvømmelsesrisiko: kombinationen af sandsynligheden for en oversvømmelse og de potentielle negative følger for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter, der er forbundet med oversvømmelser.

Ansvar for implementering
Ifølge oversvømmelsesdirektivet skal udarbejdelsen af vandområdeplaner i henhold til vandrammedirektivet 2000/60/EF (VRD) og risikostyringsplaner for oversvømmelser i henhold til oversvømmelsesdirektivet indgå i den integrerede vandområdeforvaltning og udnytte muligheden for fælles synergier og fordele under hensyntagen til de miljømål, der er fastsat under VRD.

Med hensyn til gennemførelsen af direktivet lægges der derfor op til at anvende samme administrative struktur indenfor vandområdedistrikter som fastlagt i henhold til VRD. Det er dog muligt at udpege andre ansvarlige myndigheder end dem, der er udpeget i medfør af VRD.
Hvordan implementeringen vil foregå i Danmark er endnu uklart.

Indhold
De enkelte medlemsstater skal for hvert vandområdedistrikt eller forvaltningsenhed udarbejde følgende: 

  • Foreløbig vurdering af oversvømmelsesrisiko
    Vurderingen skal som minimum omfatte topografiske kort, der beskriver arealanvendelsen, en beskrivelse af tidligere oversvømmelser, oversvømmelsernes omfang og strømningsveje samt en vurdering af de skader, der er sket, og hvor der kan forventes omfattende skader som følge af lignende hændelser i fremtiden. Klimaændringers indvirkning på forekomsten af oversvømmelser skal så vidt muligt tages i betragtning.
     
  • Kort over faren for oversvømmelse og kort over risikoen for oversvømmelse
    Kort over faren for oversvømmelse skal dække de geografiske områder, der vil kunne blive oversvømmet efter tre scenarier; a) ringe sandsynlighed for oversvømmelse eller ekstreme hændelser, b) middelstor sandsynlighed for oversvømmelse, c) stor sandsynlighed for oversvømmelse, hvor det er relevant.
     
  • Risikostyringsplaner for oversvømmelser
    På baggrund af kort over faren for oversvømmelse og kort over risikoen for oversvømmelse, skal der udarbejdes risikostyringsplaner for oversvømmelser. Risikostyringsplanerne skal have særlig vægt på forebyggelse, sikring og beredskab og tage relevante aspekter i betragtning som omkostninger og fordele, oversvømmelsesomfang, afløbsveje og arealer, der kan virke som overløb ved oversvømmelser mm.

Tidsfrister og overgangsforanstaltninger
Udarbejdelsen af de først risikostyringsplaner og de efterfølgende revisioner samordnes med og kan integreres i revisionerne af vandrammedirektivets vandområdeplaner. Tidsfristerne for implementering af direktivet er:
1. Foreløbig vurdering af oversvømmelsesrisiko: 22. december 2011
2. Kort over faren for oversvømmelse og kort over risikoen for oversvømmelse: 22. december 2013
3. Risikostyringsplaner for oversvømmelser: 22. december 2015

Medlemsstaterne kan vælge ikke at foretage en foreløbig vurdering af oversvømmelsesrisikoen de steder, hvor der allerede er foretaget en risikovurdering inden den 22. december 2010. Hvis medlemslandene inden den 22. december 2010 har besluttet at lave kort over faren for oversvømmelse, kort over risikoen for oversvømmelse og risikostyringsplaner kan den foreløbige risikovurdering ligeledes undlades.

Fortolkning og implementering
Direktivet lægger op til, at den ansvarlige myndighed i sammenhold med vandrammedirektivet bliver de statslige miljøcentre. Det er dog muligt for medlemsstaterne at udpege en anden ansvarlig myndighed. Implementering af oversvømmelsesdirektivet ligger således udenfor forsyningernes ansvarsområde, men vil ikke kunne gennemføres uden forsyningernes deltagelse i form af input af data og information om lokale forhold.

I henhold til direktivets definition af oversvømmelser er det muligt at ”udelukke oversvømmelser fra spildevandssystemer”. Det vil sige, at der er lagt op til et individuelt valg for medlemslandene, hvorvidt man ønsker at analysere spildevandssystemer. Definitionen af ”spildevandssystemer” fremgår ikke af direktivet, og hverken separate spildevandssystemer eller fællessystemer indgår i direktivets tekst.

Uanset fortolkning af hvordan spildevandssystemer indgår, er det direktivets formål at fastlægge en ramme for vurdering og styring af oversvømmelsesrisici for at mindske negative følger for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktivitet. I og med at der skal etableres et risikobaseret beredskab kommer vandforsyning og spildevand også i betragtning. Det væsentlige for forsyningerne vil i denne forbindelse være at sikre, at forsyningernes involvering og eventuelle ændrede opgaver/ydelser inddrages i betragtninger i forbindelse med den kommende vandsektorlov og prisloftsregulering.

Hvad der præcist vil blive omfattet af direktivet og hvordan opgaverne og ansvaret for udførelsen vil blive placeret, vil afhænge af hvordan man fra dansk side vælger at fortolke og implementere direktivet. 

NOTAT om fortolkning af oversvømmelsesdirektivet
Århus Kommune Vand og Spildevand har fået udarbejdet et notat vedr. fortolkning af oversvømmelsesdirektivet. Dette notat har forsyningen venligst stillet til rådighed for DANVA's medlemmer. Læs notatet (PDF) - klik her
 

Tilbage