DANVAs holdning til bæredygtig vandindvinding

 

DANVA mener:

Vandindvinding skal ske med størst mulig hensyntagen til følsomme våd- og naturområder. 

Indvinding skal drives energioptimeret.

Baggrund

Om bæredygtig indvinding:
Vandindvinding er en bærende aktivitet for samfundet, men en uhensigtsmæssig indvinding kan have en række uheldige konsekvenser for miljøet:    

  • Vandindvinding er mange steder en medvirkende årsag til formindsket vandføring i vandløb og udtørring af andre vådområder
  • Overudnyttelse og forkert pumpestrategi kan føre til grundvandssænkninger og ændringer i grundvandskemien, herunder blandt andet frigørelse af nikkel, hvilket i sidste nede kan føre til en væsentlig forringet drikkevandskvalitet og uacceptable ændringer i grundvandskemien
  • Uheldig dimensionering af pumper, ledninger mm. kan medføre et unødvendigt højt energiforbrug
  • Potentielle pesticidpunktkilder i landbruget undersøges som udgangspunkt ikke af regionerne

Perspektiver

  • Overordnet skal vandindvindingen til enhver tid søges begrænset mest muligt gennem en målrettet indsats til reduktion af vandspild ved fremstilling, distribution og forbrug af drikkevandet
  • Begrænsning af ressource- og energiforbruget kan bl.a. ske gennem minimering af transportafstande mellem indvinding af grundvand og forbrug af drikkevand
  • Den samlede vandindvinding i et indvindingsområde bør fastsættes således, at der til stadighed tages hensyn til den naturlige grundvandsdannelse i det område, indvindingen påvirker
  • For at forhindre for store lokale grundvandssænkninger med hertil knyttet risiko for kvalitetsforringelser af grundvandet bør indvindingen i et indvindingsområde så vidt muligt spredes, evt. gennem flytning af kildepladsen.
  • Indvindingen skal indrettes og drives på en sådan måde, at en god naturlig grundvandskvalitet kan bibeholdes
  • Oppumpningen af grundvand bør tilrettelægges således, at der i driften indarbejdes styringsredskaber som f.eks. fastholdelse af et fast vandspejl og optimal boringsindretning for at kunne tage hensyn til såvel  kvaliteten i grundvandsmagasiner som til beskyttelsen af følsomme naturlokaliteter
  • Såfremt en vandindvinding har medført kvalitetsforringelser af grundvandet, skal det gennem indretningen og driften af indvindingen sikres, at en god naturlig grundvandskvalitet på sigt kan genoprettes
  • Såfremt indvindingen har medført kvalitetsforringelser af følsomme naturlokaliteter, skal disse skader på sigt søges udbedret gennem en hensigtsmæssig indretning og drift af indvindingen
  • Energiforbruget og vandforbrug skal søges minimeret gennem en hensigtsmæssig indretning, drift og lokalisering af indvindingsanlægDer opstilles kriterier for sikring af målopfyldelse gennem en årlig evaluering fx ifm. vandforsyningens grønne regnskaber

• Version: 0.1
• Dato: 22-01-2008
• Udarbejdet af: Grundvandskomitéen
• Godkendt af: DANVA’s bestyrelse 2008

 

Tilbage