Vandplaner i supplerende offentlig høring - ingen skærpet indsats for forsyninger
Miljøministeriet udsendte d. 2. december vandplanerne i en supplerende offentlig høring. Ændringerne vedrører vandløbsområdet og er primært rettet mod berørte lodsejere. Der er tale om en omprioritering af indsatsen, hvor vandløbsstrækninger dels er taget ud af planlægningen og indsatsen opdelt på flere planperioder. Der er ikke lagt op til en skærpet indsats for forsyninger i forhold til de tidligere vandplaner, som var i høring tidligere på året.
Dataharmonisering og tilvejebringelse af nye data har givet anledning til en justering af klassificeringen af vandløb. I det oprindelige forslag skulle 7.300 km vandløb bringes i god økologisk tilstand, hvorimod indsatsen nu fokuseres på de 5.300 km vandløb, hvor Naturstyrelsen vurderer, at det vil give mest effekt på kortest tid. Det er dog ikke helt de samme vandløb, som oprindeligt blev foreslået i forbindelse med den offentlige høring af vandplanerne, og derfor har Naturstyrelsen nu sendt en række ændringer vedrørende vandløb i en supplerende offentlig høring. Regeringen har besluttet, at de endelige vandplaner skal være færdige i år.
Foruden en ændret klassificering, hvor man har taget vandløb ud af planlægningen, har man også lagt op til at udrulle indsatsen over flere planperioder, dvs. 1. planperiode med udgangen af 2015 og efterfølgende planperioder i hhv. 2021 og 2026.
Det betyder f.eks., at 40.000 husstande skal have forbedret deres spildevandsrensning i 1. planperiode, hvilket er et væsentligt reduceret antal i forhold til den indsats der blev udmeldt i første høring af vandplanerne (basisindsats v. udmøntning af 1997 lov + supplerende indsats). For at gøre op med efterslæbet fra 1997 loven sættes der bindende frister for spildevandsindsatsen ift. spredt bebyggelse. På den øvrige del af spildevandsområdet skal der udføres en indsats overfor 370 regnbetingede udledninger (mod tidligere 1200) i 1. planperiode og etableres udbygget rensning for 35 renseanlæg (mod 106) i 1. planperiode.
I forhold til vandløb og vandindvinding vurderes de ændrede vandplaner heller ikke at opstille skærpede krav i forhold til de tidligere vandplaner. Planerne lægger op til ændret vandindvinding for ca. 22 km vandløb, hvilket er væsentligt reduceret i forhold til første udmelding.
Processen for vandplanerne er følgende:
• Indholdet i vandplanerne blev offentliggjort den 2. december
• Vandløbsområdet er i kort supplerende høring frem til 10. december
• De endelige vandplaner udsendes inden nytår
• Der nedsættes inden for kort tid en Natur- og Landbrugskommission, som bl.a. skal udarbejde løsningsforslag til landbrugets strukturelle, økonomiske og miljømæssige udfordringer.
• Når Natur- og Landbrugskommissionen har afsluttet sit arbejde, fremlægges en konkret køreplan for implementering af vandrammedirektivet. Pejlemærket for det videre arbejde med implementeringen af vandrammedirektivet vil være en reduktion af kvælstofudledningen med yderligere minimum 10.000 tons.
Mere information om den supplerende offentlige høring af vandplaner kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside