Fokus på kunder

Med vandsektorloven og udskillelsen af vandselskaberne er forbrugerne blevet til kunder, og de skal naturligvis have en god service. Derfor handler en af DANVAs fem politikker om kunder, for vandselskabernes vigtigste opgave er at forsyne tilfredse kunder. DANVAs medlemmer har stor fokus på kunderne. Det kan du læse om i det nye nummer af danskVAND.
Aarhus Vand satser på at få et papirløst forhold til kunderne, og som en del af den elektroniske kommunikation tilbyder vandselskabet en ny service til sine kunder, nemlig måleraflæsning via smartphone. Der er bl.a. etableret en helt ny SMS-service og oprettet en ny mobil-hjemmeside, som gør det nemt for kunderne at indberette måleraflæsninger.
Provas arbejder bevidst med kundepolitik, kunderservice og kundesyn, og første sætning i Provas’ kundepolitik lyder: ”Kunder har altid ret – til en god betjening”. Og en god service kræver god kommunikation.
Krisekommunikation
I bladet kan du læse om KE’s erfaringer med krisekommunikation i forbindelse med drikkevandforureningen i august samt sundhedsrisikoen under sommerens skybrud.
Når der sker forureninger eller andre kritiske situationer er det vigtigt med hurtig kommunikation til borgerne. DANVA er i gang med at udarbejde værktøjer, der skal gøre det lettere for vandselskaberne at håndtere krisekommunikation. Der bliver udviklet konkrete værktøjer i form af skabeloner for kogeanbefalinger, presse-meddelelser, procedure-beskrivelser m.m. og materialet vil blive offentliggjort på DANVAs hjemmeside.
Mikrobiologisk forurening af drikkevandet
Når der er problemer med vandforsyningen bliver kunderne bevidste om, hvor stor betydning vandet har i hverdagen. Sidste år var der 105 mikrobiologiske forureninger af drikkevandet, og mange måtte koge vandet. Sundhedsstyrelsen og Naturstyrelsen har udsendt en redegørelse om de mikrobiologiske forureninger. DANVA mener, det er vigtigt at lære af hændelserne og finde frem til årsagerne for at forebygge forureninger. Læs pressemeddelelsen her...
Grundvandsbeskyttelse og sikring af fremtidens drikkevand
For at sikre kunderne sundt og rent drikkevand i fremtiden er det nødvendigt at øge beskyttelseszonerne omkring vandboringerne. DANVA har beregnet, at det kun vil koste 7.50 kr. pr. dansker at lave boringsnære beskyttelseszoner, som kan beskytte grundvandet mod sprøjtegifte.
DANVAs politik om kunder:
DANVA mener, at vandselskabernes vigtigste opgave er at forsyne tilfredse kunder, der oplever, at selskaberne er synlige og har kendskab til deres forventninger og prioriteringer.
DANVA initiativer
Som led i DANVAs benchmarking er der i 2010 gennemført en tilfredshedsundersøgelse blandt 3000 kunder hos 30 vandselskaber og 24 spildevandsselskaber. Kunderne er generelt meget tilfredse og blev spurgt om:
- Tilfredshed med pris
- Problemløsning
- Information
- Kvalitet
- Forsyningssikkerhed
- Oplevelse af gener (kloakering)
Læs mere om undersøgelsen og se resultaterne i Vand i tal.
Genveje
KE's pressekoordinator Astrid Skotte fortæller i bladet om de hektiske dage under vandforureningen i København. Læs bladet her...