Punktkildedatabasen PULS

Danmarks Miljøportal (DMP) arbejder i øjeblikket sammen med KL, Miljøministeriet og Regionerne om at samle databaserne WinRIS, WinSPV og MagicDambrug i én fælles national database ’PULS’. Argumenterne for at samle data ét sted er bl.a. mere effektiv myndighedsbehandling og reduktion af driftsomkostninger. Mange af de data, DMP ønsker at bringe ind i PULS, er ejet af vandselskaberne - men vandselskaberne står lige nu uden dataansvarsaftaler overfor myndighederne og derfor uden reel indflydelse og forpligtelser i PULS projektet.

Af Christina Foldager, den 2. januar 2012

PULS Projektet ved DMP

DMP formulerer formålet med PULS databasen således:

  • Effektivisere myndighedsbehandling og dataproduktion for laboratorier, kommuner, forsynings-selskaber, miljøcentre, miljøstyrelsen og virksomheder
  • Reducere driftsomkostninger ved at udfase gamle systemer og centralisere drift af ny punktkil-dedatabase
  • Sikre en juridisk holdbar løsning med brugerrettighedsstyring og logning, således, at der ikke er tvivl om datagyldighed og datakvalitet.
  • Skabe en samfundsmæssig holdbar løsning, på baggrund af et bedre administrationsgrundlag og dermed hurtigere sagsbehandling og planlægning ved at mindske antallet af redundante data som følge af en fælles punktkildedatabase.

De vigtigste milepæle i PULS projektet udgøres af lukningen af de eksisterende systemer:

  • WinRIS lukkes i april 2012:
    • Indberetning af relevante data omkring Regnvandsbetingede Udledninger skal nu foregå til PULS
  • WinSPV lukkes i september 2012:
    • Indberetning af relevante Spildevandsdata og Industridata skal nu foregå til PULS
  • Magic Dambrug lukkes i februar 2013:
    • Indberetning af data fra ferskvandsdambrug og fra spredt bebyggelse skal nu indberettes til PULS

Indberetning til PULS

Det er hensigten, at indberetningen til PULS primært skal foregå via Webservices eller via en meget simpel brugerflade, der bygges på databasen og som også kommunikerer med databasen via Webservices.

Brugerfladen kan anvendes til manuel indtastning af data direkte ned i PULS og kan tilgås via internettet. Brugerfladen udvikles med et minimum af funktionalitet i et forsøg på at få flere til at indberette data via de udstillede webservices.

For at anvende de udstillede webservices til indberetning er det nødvendigt, at de systemer, der er i brug hos dataindberetteren, er udviklet til at kunne kommunikere med webservices fra PULS.

Dette vil for de fleste indberettere af data betyde, at eksisterende systemer skal videreudvikles. Til gengæld forventer DMP, at der kan opnås en mere smidig dataudveksling mellem indberetter og PULS, samt at den manuelle arbejdsbyrde minimeres, og arbejdsprocesser optimeres.

Det er DMPs forventning, at dataejere på sigt selv indberetter data til PULS.  Dette vil betyde ændrede ar-bejdsgange og systemtilpasning for vandselskaberne.

Indberetningen i dag og gældende lovgivning

Som loven er i dag, er vandselskaberne forpligtet til at levere relevante data til kommunerne til anvendelse i forbindelse med udarbejdelse af spildevandsplaner. Ved relevante data forstås data som spildevandsplanerne skal indeholde i henhold til Miljøbeskyttelsesloven.

Dog gælder det at:

  • Vandselskabet kun skal levere de relevante data, som det er i besiddelse af (kommunen kan altså ikke stille krav om, at selskabet skal generere yderligere data - uden betaling herfor)
  • Der er ikke krav om, hvordan data skal leveres (Kommunen kan altså ikke forlange at få data leveret på et bestemt format, som selskabet ikke umiddelbart kan levere - uden betaling herfor)

Det er udelukkende kommunernes pligt og ansvar at indberette relevante data til systemerne WinRIS og WinSPV. Alligevel sker indberetningen i dag på flere forskellige måder og foretages såvel af kommuner som af vandselskaber alt efter hvilken arbejdsfordeling den pågældende kommune har aftalt med vandselskabet ved selskabsgørelsen.

Der er bl.a. kendskab til følgende dataudvekslinger:

  • Vandselskabet sender relevante data til kommunen i et Excel-ark, og kommunen varetager indbe-retningen i eksisterende systemer.
  • Vandselskabet leverer data direkte til WinSPV og WinRIS for kommunerne ofte uden betaling for ydelsen.
  • Laboratorierne leverer data til fx WinSPV

Data opbevares i dag flere steder, fx både hos vandselskaberne (i fx DIMS), i WinRIS, samt evt. hos kom-munerne.

En af grundene til, at håndteringen af data varierer vandselskaberne imellem, er, at der ikke siden sel-skabsgørelsen i vandsektoren er blevet udarbejdet egentlige dataansvarsaftaler mellem kommuner og vandselskaber.

Konsekvenser for vandsektoren ved etableringen af PULS

Lovgivningen omkring dataindlevering til kommunerne (som skitseret ovenfor) også er gældende efter im-plementeringen af PULS.

Alligevel vil der for vandselskaber, der varetager indberetningen for kommunen til de systemer, der nedlægges, være ændrede arbejdsgange allerede fra april 2012, når WinRIS lukker.

Det er DMPs forventning, at vandsektoren på sigt selv leverer sine data til PULS, og derfor har DANVA gjort DMP opmærksomhed på følgende:

  • At der i projektet bør indgå tiltag, der sikrer den nødvendige datakvalitet samt en aftale om hvor an-svaret for en sådan ligger.
  • At der i projektet indgår en vurdering af de omkostninger, der vil være ved evt. at videreudvikle vandsektorens systemer til at kunne kommunikere med PULS direkte.
    • Der er i projektet på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, hvordan tilpasningen af vandsektorens eksisterende applikationer skal finansieres.
  • At det vurderes hvilke effektiviserings- og optimeringspotentialer der evt. vil være af fx eksisterende arbejdsgange.
  • At det belyses hvordan dataadgangen vil være for vandsektoren, når alle data er placeret i PULS.
    • Er det fx hensigtsmæssigt, at data opbevares flere steder. Hvad er masterdata? - data hos vandselskabet eller data i PULS?
  • At DMP samarbejder med Plantedirektoratet omkring slamdata, så data, der naturligt hører sammen, også opbevares samme sted, evt. i PULS.
  • At der udarbejdes dataansvarsaftaler mellem fx kommunernes og vandselskaber.

Hvad mener DANVA om PULS?

DANVAs Digitale Vandselskab (DDV) ser mange fordele i, at dataudvekling mellem vandselskaber og myndigheder netop foregår via webservices. Denne form for dataudveksling efterspørges også i højere grad af vandsektoren for at optimere eksisterende manuelle arbejdsgange.

Det er naturligvis vigtigt, at vilkårene for vandselskaberne i processen og ikke mindst efterfølgende, når da-tabasen tages i brug, er analyseret og vurderet. Og som lovgivningen er i dag står vandsektoren uden forpligtelser i dette projekt.

DMP udfører PULS projektet, som et agilt projekt, dvs. med mange delaktiviteter og meget stramme, korte tidsfrister og selvom det reelt kunne være hensigtsmæssigt for vandsektoren at have indflydelse på data-basestruktur og opbygningen af webservices til dataudveksling har DANVA pga. projektforløbet ikke haft ressourcer til at prioritere denne indsats.  

DANVA vil naturligvis forsøge så vidt muligt at følge PULS projektet, og vil desuden vurdere og arbejde videre med, hvordan der mest hensigtsmæssigt kan tages fat på problemstillingen med de manglende dataansvarsaftaler mellem myndigheder og vandselskaber, der fx i forhold til dette projekt betyder, at vandsektoren fungerer som ekstern part i forhold til egne data.

DMP om PULS og samarbejdet med vandsektoren

DMP ønsker at sikre, at der i projektet indgår en vurdering af de omkostninger, der vil være ved evt. at vide-reudviklevandsektorens systemer til at kunne kommunikere med PULS direkte.

Med henblik på at foretage denne vurdering har DMP over for DANVA fremsat ønske om at indgå i dialog med udviklerne af vandsektorens IT-systemer hvor relevante data opbevares.

I begyndelsen af januar 2012 leverer projektet den første version af snitfladebeskrivelser (WSDL) for web-services på PULS. DMP vil snarest herefter invitere interesserede parter blandt udviklerne af vandsektorens IT-systemer til en dialog om snitfladens anvendelighed i relation til indberetning fra vandselskabernes IT-systemer til PULS. Formålet med dialogen vil være at foretage en vurdering af de omkostninger, der vil være ved evt. at videreudvikle vandsektorens systemer til at kunne kommunikere med PULS direkte.

DMP har endnu ikke det fulde overblik over de konkrete IT-systemer som anvendes til vandsektorens opbe-varing af relevante data, og hører derfor meget gerne fra alle parter i vandsektoren, der ønsker at indgå i denne dialog.

Kontaktoplysninger og yderligere information om projektet

Interesserede parter kan kontakte DANVA (E: chf@danva.dk. T:87933569) eller projektleder hos DMP Thomas Bach Tengberg (E: thten@miljoeportal.dk, T: 7254 6911).  Nyheder om projektet og relevante dokumenter til eventuel brug for vandsektorens IT-udviklere vil blive offentliggjort via DMP’s hjemmeside: http://www.miljoeportal.dk/Overfladevand/.” 

Genveje

Kontakt

For mere information kontakt Christina Foldager
T: 8793 3569
E:
chf@danva.dk