Revision af lov om betalingsregler
Af Birgitte Skjøtt og Helle Katrine Andersen, 3. oktober 2011
DANVA har deltaget i Miljøministeriets Spildevandsudvalg, som har analyseret forskellige forslag til ændringer af betalingsreglerne med udgangspunkt i princippet om forureneren betaler princippet og fastholdelse af incitament til vandbesparelser samt administrativt enkle regler. DANVA ønsker, at der med den nye betalingslov indføres et regnbidrag.
Spildevandsudvalgets rapport blev inden sommerferien fremsendt til miljøministeren og afventer nu en ny ministers stillingtagen før offentliggørelse. Spildevandsudvalgets medlemmer er indtil miljøministerens vurdering af rapporten blevet bedt om at holde rapporten fortrolig.
DANVA havde aftalt møde med den tidligere minister omkring foreningens holdning til rapportens modeller og forventer, at dette møde hurtigst muligt vil blive aftalt med den nye minister.
DANVAs holdning til ændringer af betalingsloven
DANVA ønsker så store frihedsgrader som muligt og mener, at en ny betalingslov bør være så enkel som muligt, indeholde færre regler og medføre mindre bureaukrati. DANVA arbejder for, at vandselskaberne skal have frihed til selv at vælge betalingsmodeller.
DANVA har en klar holdning til betaling for afledning af regnvand. Betaling skal fastsættes ud fra princippet om, at forureneren betaler, så kunderne betaler de omkostninger, der er forbundet med transport og eventuel rensning af regnvandet.
DANVA mener, at det nuværende vandafledningsbidrag bør opdeles i et spildevandsbidrag og et regnbidrag, hvor regnbidraget fastsættes, så det skaber incitament for den enkelte kunde til at begrænse eller undlade tilledning af regnvand til kloak. Regnbidraget bør udformes, så spildevandsselskaberne har mulighed for at påvirke, hvor tilledning af regnvand fra ejendomme reduceres eller helt ophører.
DANVAs holdninger til en ændring af betalingsloven er baseret på følgende grundlæggende principper:
- Harmonisering af lovgivning og på sigt en fælles forsyningslov for vand og spildevand.
- Forureneren betaler
- Kostægthed
- Frihed for vandselskabet til at fastsætte takststrukturen
- Simpel administration
- Ligelighed mht. funktionalitet
- Klare aftaler mellem kunde og vandselskab
Den politiske proces
Tidligere miljøminister Karen Ellemann lagde op til, at regnvandshåndtering skal ske via incitamenter. Nu er det politiske landskab et andet, men DANVA vil naturligvis fortsat arbejde på at påvirke den politiske proces, bl.a. ved at holde møder med den nye miljøminister Ida Auken, så den nye betalingslov bedst muligt tilgodeser vandsektorens behov.
