Ny rapport om blødgøring af drikkevand genstand for faglige drøftelser
Der er brug for mere viden, hvis vi skal bryde med princippet om simpel vandbehandling på de danske vandværker.
Skanderborg den 25. maj 2011
Miljøministeriet og DANVA har den 24. maj 2011 udgivet en rapport om blødgøring af drikkevandet i de danske haner. Rapporten præsenterer en samfundsøkonomisk analyse af central blødgøring af drikkevand og de dilemmaer, der er knyttet til det. Rapporten giver dog ikke en afklaring på flere forhold af teknisk og økonomisk karakter, og derfor er den først og fremmest velegnet som udgangspunkt for en faglig drøftelse.
Yderligere viden skal tilvejebringes, mener DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening).
DANVA konstaterer, at blødgøring ændrer ved vandets kvalitet, både positivt og negativt, og at det indebærer en række samfundsmæssige dilemmaer. F.eks. kan blødgøring, selvom det vil betyde besparelser for kunderne i det lange løb, medføre forøgede sundhedsmæssige udgifter.
Det er også værd at bemærke, at blødgøring vil betyde større produktionsomkostninger for forsyninger, mens kunderne i det lange løb sparer penge bl.a. fordi husholdningsapparater lever længere og rengøringen bliver lettere.
Blødgøring på dagsorden
Fredag den 27. maj vil ledende embedslæge Henrik Hansen, senior fagspecialist i COWI Lizzi Andersen fortælle mere om blødgøring og om resultaterne fra rapporten. Oplæggene holdes i forbindelse med DANVAs årsmøde på Scandinavian Congress Center i Aarhus den 26. og 27. maj.
Du kan læse mere om DANVAs årsmøde på www.danva.dk
Yderligere information
Formand for DANVAs vandforsyningskomité Bo Lindhardt, E:bol@nordvand.dk, M: 26 31 85 73,
Direktør Carl-Emil Larsen,DANVA, E: cel@danva.dk, M: 20 33 85 15
Læs rapporten på: http://www.naturstyrelsen.dk/Udgivelser/Aarstal/2011/Central_bloedgoering_af_drikkevand.htm
DANVA mener
- Vandbehandling på de danske vandværker bør være så simpel som muligt.
- Blødgøring ændrer ved vandets kvalitet, både positivt og negativt, hvorfor det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at anbefale blødgøring.
- DANVA vil aktivt bidrage til, at der fremskaffes øget viden på dette område.
- DANVA finder ikke der bør tilsættes mineraler, fx fluorid, som kompensation for reduceret indhold af calcium.