Vandplanerne medfører krav om reduktion af vandindvindingen

Af Troels Kærgaard Bjerre, Vandcenter Syd

Beslutningsgrundlaget er dog særdeles spinkelt

Inden for en kort årrække er der udsigt til at flere større vandforsyninger i Danmark vil blive mødt af krav om reduktion eller omlægning af vandindvindingen. Årsagen er de statslige vandplaner, der fastsætter miljømål for grundvandsforekomsternes tilstand bl.a. med henblik på at sikre bæredygtig vandindvinding.

Omkostningerne kan blive store. I særdeleshed i Østdanmark, hvor en kombination af høj befolkningstæthed og begrænset grundvandsdannelse medfører store interesse-konflikter i anvendelsen af grundvandsressourcen. Det er derfor vigtigt, at omkost-ningerne, der påføres vandforsyningerne ud fra en samfundsmæssig betragtning, giver værdi for pengene.

Bæredygtig vandindvinding som begreb er dog mere komplekst end som så. Der er derfor delte meninger om, hvordan rammer for bæredygtig vandindvinding bør fastlægges. Det er bekymrende set i lyset af konsekvenserne af en forkert beslutning.

Bæredygtig vandindvinding handler om en afvejning af drikkevands- og naturinteresser. 

Bæredygtig vandindvinding i historisk perspektiv

Det er ingen ny erkendelse, at der er grænser for udnyttelsen af grundvands-ressourcerne. I 1915 introduceres begrebet Safe Yield som et udtryk for, hvor meget grundvand, der kan indvindes permanent uden grundvandsmagasinet løber tørt. Altså et begreb, der er baseret på grundvandsmagasinets hydrauliske egenskaber og alene har fokus på forsyningssikkerhed i snæver forstand. I de følgende årtier udvides begrebet gradvist til også at omfatte driftsomkostninger og indvindingsbetinget forringelse af naturlig grundvandskvalitet. Forsyningssikkerhed er stadig i centrum. I 50’erne medtages hensynet til andre anvendelser af grundvandsressourcen. Dermed udvikler Safe Yield sig til et mere komplekst begreb, der også omfatter afledte effekter af vandindvinding – eksempelvis reduceret vandløbsafstrømning. Der anlægges således i højere grad en helhedsbetragtning i vurderingen af, hvad der ligger indenfor rammerne af Safe Yield.

I dag er Safe Yield som begreb erstattet af Sustainable Yield, der benyttes som et udtryk for grænsen for bæredygtig vandindvinding. Bæredygtighed har generelt været højt på den politiske dagsorden siden 80’erne – bl.a. via Brundtland-kommissionens rapport ”Vor Fælles Fremtid”, hvor bæredygtighed er defineret som ”en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”. Bæredygtig udvikling forudsætter hensyn til økonomi, samfund og miljømæssige krav – bæredygtighedens 3 grundpiller.

Bæredygtig vandindvinding er således et bredt og flertydigt begreb, der i princippet tager højde for alle væsentlige fordele og ulemper, der er forbundet med udnyttelse af grundvandsressourcen. Skal det omsættes til praksis er forudsætningen, at effekten af vandindvinding på omverdenen kan forstås og kvantificeres. Det kan være en svær opgave. Endvidere findes der ikke nødvendigvis et facit. Det der er rigtigt i dag, kan være forkert i morgen. Beregningsforudsætningerne ændres hele tiden som følge af ny viden, ændret arealanvendelse og klimaforandringer etc.

Selvom bæredygtig vandindvinding derfor omfatter ”alt mellem himmel og jord” er det dog væsentligt at fremhæve, at når det kommer til stykket, så er den primære drivkraft i fastlæggelsen af rammerne for bæredygtig vandindvinding typisk en afvejning af drikkevands- og naturinteresser. Det er også tilfældet i vandplanerne.

Vandplanerne

Formålet med Vandrammedirektivet er bl.a. at fastlægge en ramme for beskyttelse af vandforekomster, der fremmer bæredygtig vandanvendelse. I vandplanerne er dette omsat til konkrete miljømål for grundvandsforekomsterne, der omfatter god kvalitativ og kvantitativ tilstand. Miljømålene er fastsat så både grundvandsforekomsten og afhængige vandløb, søer og terrestriske naturtyper kan opfylde deres miljømål. Ønskes en udførlig beskrivelse af miljømålene henvises til vandplanerne. Her vil jeg blot fremhæve de væsentligste kriterier med hensyn til begrænsninger i anvendelsen af grundvandsressourcen.

1) Oppumpningen af grundvand må ikke overstige 35 % af den naturlige grundvandsdannelse. Den naturlige grundvandsdannelse er i denne sammenhæng defineret som grundvandsdannelsen til grundvandsforekomsterne i upåvirket tilstand.

2) Grundvandsstanden må ikke være så påvirket af menneskeskabte ændringer, så tilknyttede vandområder ikke kan opnå deres miljømål. For vandløb gælder specifikt, at oppumpningen ikke må medføre en reduktion af medianminimumvandføringen på mere end 5 % for vandløb med høj økologisk tilstand som mål og 10 – 25 % for vandløb med god økologisk tilstand som mål.

De fastlagte kriterier er enkle at håndtere beregningsteknisk. Det er en stor fordel administrativt set. Kilden til de fastlagte kriterier viser dog lidt af den usikkerhed, hvormed de er fastlagt.

For det første kriteriums vedkommende er kilden GEUS’s rapport ”Ferskvandets kredsløb” fra 2003, hvor den udnyttelige drikkevandsressource i Danmark er opgjort med udgangspunkt i den nationale vandressourcemodel (DK-modellen). I rapporten vurderes det på basis af erfaringer fra Sjælland at ”en kritisk udnyttelsesgrad ligger omkring ca. 35 % i forhold til den dybe grundvandsdannelse”. Samtidig bemærkes det, at forudsætningerne ”bør testes for Fyn og Jylland” og at ”undersøgelser på mindre skala vil kunne bidrage til bedre belysning af forholdene”. Jeg er ikke bekendt med, at Naturstyrelsen har testet disse forudsætninger forud for udarbejdelsen af vandplanerne.

For det andet kriteriums vedkommende er kilden de vejledende procentsatser for maksimal påvirkning af medianminimumvandføringen, der fremgår af Miljøstyrelsens vejledning om vandforsyningsplanlægning fra 1979. Vejledningen har 32 år på bagen, hvilket dog ikke har givet anledning til en justering af de vejledende procentsatser. Er det et udtryk for, at procentsatserne er gode nok? Det tror jeg ikke. Er det et udtryk for, at vi ikke er blevet meget klogere siden 1979 og derfor stadig er på gyngende grund med hensyn til, hvor meget vi kan påvirke vandføringen i vandløb uden uacceptable konsekvenser? Og mangler vi stadig grundlæggende viden om sammenhængen mellem vandføring og livsbetingelserne i vores vandløb? Det tror jeg. Der er i høj grad behov for mere viden på dette område, før rammerne for den fremtidige vandforsyning fastlægges.

Så hvad er konsekvensen af anvendelsen af disse kriterier i opgørelsen af grundvandsressourcens kvantitative tilstand? For landet som helhed giver anvendelsen af det første kriterium anledning til en beregnet overudnyttelse af grundvandsressourcerne på i alt 120 mio. m³/år rundt regnet. Det svarer til ca. 30 % af vandindvindingen på de almene vandværker i Danmark. For det andet kriteriums vedkommende er det primært på øerne, der er sat tal på overudnyttelsen. Resultatet er en beregnet overudnyttelse på samlet set knap 100 mio. m³/år. På grund af usikkerheden, der er forbundet med opgørelsen af grundvandsressourcernes kvantitative tilstand, er alle indsatser generelt udskudt til anden vandplanperiode, og den første vandplanperiode skal så til gengæld bruges til at belyse indsatsbehovet.

Det er dog nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved grundlaget for den beregnede overudnyttelse af grundvandsressourcerne. Det er derfor tvivlsomt, om vi via vandplanerne får foretaget en fagligt velfunderet afvejning af fordele og ulemper, der er forbundet med udnyttelse af grundvandsressourcerne? Det mener jeg ikke, og det kræver en forklaring. Den vil jeg forsøge at give nedenfor.

Beregningsmetodik

En forudsætning for at kunne omsætte et luftigt begreb som bæredygtig vandindvinding til noget, der kan anvendes i praksis, er en grundlæggende forståelse af de hydrologiske effekter. Det kan virke som en banal kendsgerning, men ikke desto mindre er det på dette punkt at mange forsøg på at fastlægge bæredygtig vandindvinding fejler.

Hvad sker der helt konkret, når man etablerer en ny kildeplads? For at forstå dette er det naturligt i første omgang at betragte grundvandssystemet i upåvirket tilstand. I upåvirket tilstand er grundvandssystemet i en dynamisk ligevægt, hvor den naturlige grundvands-dannelse (R0) er lig med den naturlige afstrømning (D0), der er summen af vandløbs-afstrømning og underjordisk afstrømning direkte til havet.

Vandindvinding gør grundvandssystemet ustabilt, indtil der indfinder sig en ny dynamisk ligevægt som følge af en kombination af 3 faktorer:
• Øget grundvandsdannelse
• Reduceret afstrømning
• Mindre magasinering

På en ny kildeplads kommer hovedparten af den oppumpede vandmængde i første omgang fra magasinering. Bidraget fra magasinering aftager i takt med, at sænknings-tragten omkring kildepladsen breder sig, og oppumpningen opvejes af øget grundvandsdannelse og reduceret afstrømning. I praksis vil grundvands-dannelsen dog som regel kun øges minimalt. Når der indfinder sig en ny dynamisk ligevægt vil oppumpningen (P) derfor tilnærmelsesvis være lig med reduktionen af afstrømningen.

Bemærk, at man ikke behøver at kende den naturlige grundvandsdannelse for at vurdere konsekvenserne af vandindvinding. Kender man derimod den naturlige afstrømning og sammenhængen mellem grundvandsmagasiner og recipienter er man godt på vej. Men betyder det, at den naturlige grundvandsdannelse er uden betydning for en vurdering af størrelsen af den bæredygtige vandindvinding? Nej. Overordnet set er det klart, at den naturlige grundvandsdannelse ultimativt sætter grænsen for, hvor meget grundvand, der kan indvindes. Overstiger oppumpningen den naturlige grundvandsdannelse, vil det i sidste ende medføre at afstrømningen ophører, hvilket utvivlsomt ikke kan betragtes som bæredygtigt.

Men det er også vigtigt at have for øje, at det naturlige grundvandsspejl er et produkt af den naturlige grundvandsdannelse og grundvandssystemets transmissivitet. En evaluering af de langsigtede ændringer i grundvandsspejlets beliggenhed (ændringer i grundvandsmagasinernes magasinering) kombineret med en kortlægning af ændringer i afstrømningsmønsteret er dermed et godt afsæt for en vurdering af de hydrologiske effekter af vandindvinding, hvilket er grundlaget for fastlæggelse af bæredygtig vandindvinding.

Det kan tværtimod være misvisende at fastlægge rammerne for bæredygtig vandindvinding på basis af den naturlige grundvandsdannelse for et grundvandssystem i upåvirket tilstand. Forestillingen om, at det kan lade sig gøre kaldes for ”Vandbalance-myten” (”The Water Budget Myth”). En vandbalance, der opstilles for et grundvands-system i upåvirket tilstand viser således ikke, hvad der sker i det øjeblik du påfører systemet et stress i form af vandindvinding. Vandbalancen viser heller ikke, hvor lang tid der i givet fald går før en ny dynamisk ligevægt indtræffer. Vandindvinding ændrer radikalt på strømningsbilledet og flytter vandskel. Bæredygtig vandindvinding bør derfor i stedet fastlægges på basis af kendskab til grundvandssystemets dynamiske respons.

Dertil kommer at metoden, der anvendes i vandplanerne, ikke tager højde for horisontal strømning i grundvandsmagasinerne. Al tilstrømning til grundvandsmagasinerne antages at komme fra oven. Det medfører i nogle tilfælde beregning af ekstremt høje udnyttelsesgrader på helt op til 6351 %. På Fyn giver det i flere tilfælde anledning til udnyttelsesgrader på mere end 1000 % på kildepladser, der har været i drift i mange årtier. Det er urealistisk og afslører metodens begrænsninger.

I det hele taget kræver det stor påpasselighed at angive, hvor meget vand, der kan indvindes bæredygtigt fra en grundvandsforekomst. Det der er bæredygtigt et sted, er ikke nødvendigvis bæredygtigt et andet sted. Det afgørende er konsekvenserne, der i sagens natur kan være vidt forskellige indenfor den samme grundvandsforekomst. Alt andet lige vil vandindvinding i de nedre strøg af et vandløbssystem, hvor der er plads til en større reduktion af vandføringen, være mere bæredygtig. Og alt andet lige vil vandindvinding inden for de dele af grundvandsforekomsten, hvor transmissiviteten er højest (og afsænkningen af grundvandsspejlet derfor mindst) være mere bæredygtig. Det er altså ikke alene størrelsen, men også de helt lokale forhold, der er vigtige.

Hvordan kommer vi videre?

Den ovenstående gennemgang af grundlæggende hydrologiske principper viser begrænsninger i den metodiske tilgang, der er benyttet som grundlag for vandplanernes opgørelse af grundvandsforekomsternes kvantitative tilstand. Kriteriet der fastsætter kvantitativ god tilstand som mindre end 35 % af den naturlige grundvandsdannelse er således misvisende. Vurderingen af grundvandsforekomsternes kvantitative tilstand bør først og fremmest baseres på fastlæggelse af kriterier for den accepterede vandløbs-påvirkning kombineret med en evaluering af de langsigtede ændringer i grundvands-spejlets beliggenhed. Samtidig er det vigtigt, at der foretages en evaluering af de fastsatte miljømål for den accepterede vandløbspåvirkning. De valgte miljømål for den accepterede vandløbspåvirkning virker for mig at se arbitrære. Der er ingen tvivl om at vandindvinding påvirker livsbetingelserne i vores vandløb negativt. Men grænsen for den acceptable påvirkning må for alt i verden ikke være grebet ud af den blå luft.

En forbedret forståelse af kontakten mellem grundvand og overfladevand er tilmed bydende nødvendig. Der er dog intet der tyder på, at vi bliver meget klogere i den første vandplanperiode, hvor vi må nøjes med afledte resultater af den afgiftsfinansierede grundvandskortlægning. Der er mig bekendt således ikke afsat ressourcer til målrettet kortlægning af kontakten mellem grundvand og overfladevand.

Endelig bør der etableres flere vandføringsmålestationer. Antallet af aktive vandføringsmålestationer er disproportionalt med omkostningerne, der er forbundet med en omlægning af vandindvindingsstrukturen. Lad mig benytte Hovedvandopland Odense Fjord som eksempel. Her har staten videreført 12 af amtets oprindelige vandføringsmålestationer, hvilket danner grundlag for overvågning af vandføringen i 1109 km vandløb. Spinkelt.

Afrunding

Har vi i vandplanerne fået et redskab, der kan sikre bæredygtig vandindvinding? Muligheden er til stede. Men det forudsætter, at Naturstyrelsen får bedre betingelser for at tilvejebringe et tilfredsstillende beslutningsgrundlag. Endvidere forudsætter det evaluering af mål og metoder i vandplanerne. I bestræbelserne på at fastlægge en praksis, der virker administrativt, er det således vigtigt at huske: ”Everything should be made as simple as possible, but not simpler”(Albert Einstein).

Det er i korte træk VandCenter Syds høringssvar til Miljøministeriet på de vandplaner, der er sendt i høring frem til den 6. april 2011. Men lad det også være en opfordring til, at vandforsyningerne bliver mere opmærksomme på egenhændigt og vedholdende at tilstræbe bæredygtighed som grundlag for produktionen af drikkevand. Vi har uanset vandplanerne en forpligtelse til at sikre bæredygtighed i produktionen. Vi må erkende, at det der isoleret set kan være en ulempe for vandforsyningen, kan være en gevinst for samfundet.

Oppumpningen af grundvand må ikke medføre mere end 5 % reduktion af median-minimum-vandføringen i vandløb med høj økologisk tilstand som målsætning.