Bæredygtig hæder til DANVAs Vandhus

DANVA og Vandhuset i Skanderborg er blevet tildelt en af dansk byggebranches mest eftertragtede priser, Bæredygtig Beton Prisen. Afgørende for valget af bygningen som prisvinder er en kreativ brug af beton, der på én gang skaber oplevelser og bidrager til en miljørigtig og fremtidssikret håndtering af regnvand. Prisen blev overrakt i Musikhuset Aarhus på Bæredygtig Beton Konferencen, der er byggebranchens Oscarfest.

Bygningen er til daglig domicil for DANVA, Dansk Vand- og Spildevandsforening, og domicilet blev belønnet med den eftertragtede hæder på Bæredygtig Beton Konferencen i Musikhuset Aarhus den 22. marts. Her modtog bygherren DANVA, Arkitektgruppen AART, rådgiveren COWI og totalentreprenøren A. Enggaard prisen, der er indstiftet af Dansk Beton, som er en sektion i Dansk Byggeri.

”DANVA Vandhuset sætter bæredygtighed i fokus gennem et smukt, fremtidssikret og rationelt tænkt byggeri. Huset gør på fornemmeste vis opmærksom på, hvordan beton kan bidrage til spændende og oplevelsesrige løsninger på den markante udfordring med at aflede regnvand lokalt frem for at belaste kloaksystemet,” forklarer formand for dommerkomitéen Julian Weyer, partner i Arkitektfirmaet C.F. Møller.


Fra venstre ses Lars Rahbek fra COWI, Gert Hedegaard fra entreprenørfirmaet A. Enggaard, Torben Skovbjerg Larsen fra arkitektgruppen AART, DANVAs formand Tove Bakke Laursen og Julian Weyer fra arkitektfirmaet C. F. Møller, som var formand for dommerkomiteen. Foto: Jan Broch Nielsen.

Regnvand filtreres inden nedsivning

DANVA Vandhuset i Skanderborg blev opført i 2010 og udmærker sig blandt andet ved, at regnvand fra husets P-arealer ledes videre til et bassin, hvor det filtreres inden nedsiv-ning. I den forbindelse fungerer en del af husets P-areal som overløbsbassin ved voldsomme regnskyl, så DANVA ikke belaster kommunens kloaksystem.

Blandt domicilets øvrige bæredygtige løsninger er opsamling og udledning af regnvand fra taget gennem en markant konstruktion, der spyer vandet ud som et mindre vandfald på husets gadefacade. Herfra opsamles vandet i en række vandbede af pladsstøbt beton og ledes videre af vandrender i beton til et vådområde, hvor vandet kan sive ned.

Kreativ brug af beton skaber oplevelser

”Bygningen og dens løsninger viser, at selv på et begrænset areal kan kreativ brug af beton skabe oplevelser samtidig med, at regnvandet behandles med den respekt, som fremtidens drikkevand fordrer. Derudover er huset udført i lavenergiklasse 1 ved blandt andet at indtænke betons varme- og kuldeakkumulerende egenskaber i konstruktionen,” siger Julian Weyer.

På Bæredygtig Beton Konferencen blev der også uddelt tre andre priser. Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten gik til Bjarke Ingels, frontfiguren i firmaet BIG – Bjarke Ingels Group, for boligkomplekset VM Bjerget på Amager, In-situ Prisen gik til Nibsbjerg Vandcenter i Holstebro, og Betonprisen gik til centerleder Mette Glavind fra Teknologisk Institut.

FAKTA: BÆREDYGTIG BETON PRISEN

• Bæredygtig Beton Prisen uddeles for at fremme betonbyggeri og -anlæg, der fantasi-fuldt forener miljø, æstetik og social ansvarlighed. Prisen er indstiftet af Dansk Beton, som er en sektion i Dansk Byggeri.
• Prisen uddeles som en anerkendelse til arkitekter, ingeniører, entreprenører og bygher-rer, som har stået for et bæredygtigt bygge- eller anlægsprojekt med beton.
• En dommerkomite udpeget af Dansk Beton har afgjort, at DANVA Vandhuset i Skan-derborg modtager prisen. Formand for dommerkomiteen er Julian Weyer, partner i Arki-tektfirmaet C.F. Møller.
• Bæredygtig Beton Prisen 2011 blev uddelt på Bæredygtig Beton Konferencen i Musik-huset Aarhus den 22. marts 2011.
• Læs mere om Bæredygtig Beton Prisen på www.danskbeton.dk.

Yderligere information

Kontakt DANVAs formand Tove Bakke Laursen på mobil 29 43 79 26

Kontakt DANVAs direktør Carl-Emil Larsen på mobil 20 33 85 15

 

Genveje


Regnvandsløsningerne og husets miljøprofil sikrede Vandhuset sejren. Læs dommerbetænkningen her...