Provas vinder Energi Prisen 2011

Provas løb med Energi Prisen 2011 for et gennemtænkt og veldokumenteret energispareprojekt. Uddelingen foregik på Dansk Vand Konference på Radisson Blu i Århus.


Provas vandt Energi Prisen 2011. På billedet ses fra venstre: direktør Carl-Emil Larsen, DANVA, Produktionschef Erik Jørgensen, Provas og bestyrelsesmedlem Jens Baadsgaard, EnviDan A/S. Foto: Toke Hage.

Af Lars Fischer, 1. november 2011

DANVA har den 1. november, uddelt Energi Prisen for tredje gang. Prisen er indstiftet af DANVA som led i energisparekampagnen, som skal føre til en reduktion af energiforbruget i vandsektoren med 25 %.

Provas søsatte i 2009 et energioptimeringsprojekt på Haderslev Renseanlæg med det mål at reducere energiforbruget med 25 % på 5 år.

”Vi ville sænke vores driftsomkostninger”, siger Erik Jørgensen, der er produktionschef i Provas. ”Og da energiforbruget er en væsentlig del af vores driftsomkostninger, så var det oplagt at tage fat her. Vi satte os det ambitiøse mål at sænke energiforbruget med 25 %. Tidsmæssigt faldt det sammen med, at DANVA også søsatte sin energisparekampagne sammen med den daværende Elsparefond. Det gav også dokumentation for, at det er realistisk at finde besparelserne”.

Status for de dokumenterede besparelser er i skrivende stund 470.000 kWh eller 21 %. Fokus i projektet er ikke, hvilke energibesparelser der er fundet og gennemført, men hvordan processen har været med at få forankret ideen hos både ledelse og driftspersonale.

Erik Jørgensen mener, det er vigtigt, at inddrage hele organisationen og give en fælles forståelse af opgaven, så alle senere kan tage deres del i gennemførelsen af løsningerne. Derfor er han også glad for, at Energi Prisen i år anerkender en hel proces til fordel for et enkelt og afgrænset energispareprojekt.

Vi indså fra starten af, at vi skulle gribe det an på en anden måde. I tidligere projekter er vi for hurtigt gået i løsningsmode, men denne gang tog vi processen helt fra bunden. Vi prioriterede en synlig ledelse, vi satte os et ambitiøst mål, og vi involverede medarbejdere. Så snart medarbejdere fik mulighed for at spille ind, gav det stor comittment, og vi kan konstatere at vores løsninger derfor implementeres meget hurtigere, end jeg havde forventet. Samtidig oplever vi, at servicemedarbejderne også passer på resultaterne, fordi det også er deres løsninger”.

Nu vil Provas bruge de positive erfaringer fra energispareprocessen til at reducere driftsomkostninger med 30 %.

Der var i alt fire nominerede projekter til prisen, og vinderen blev udvalgt af en dommer-komite bestående af:

  • Bo Neergård Jacobsen, projekt leder ved Det europæiske miljøagentur i København
  • Jacob Andersen, produktionschef ved Hjørring Vandselskab A/S
  • Claus Møller Pedersen, afdelingschef ved Aarhus Vand A/S

Prisen blev uddelt i samarbejde med EnviDan A/S.

 

Læs mere om projektet på Handerslev Renseanlæg på energisparekampagnenes hjemmeside.

Kontakt

Hvis din virksomhed også vil i gang med energibesparelser, kan du kontakte projektleder Jan Egelund Andersen, DANVA, på T: 8793 3564, M: 5126 6163, E: jea@danva.dk.
 

Genveje


Energi Prisen er en skulptur udført af billedhugger Flemming Holm.

Energi Prisen 2011 uddeles i samarbejde med Envidan A/S