DANVAs vurdering af vandløbslovens rolle kontra vandplanerne
Vandføringen og den fysiske tilstand i vandløb kan påvirke krav til vand- og spildevandsforsyningsselskaber. Statens vandplaner vil signalere hvilke reguleringsinstrumenter, der skal bruges – og i hvilket omfang de som minimum skal anvendes – for at nå miljømålene.
Såfremt forsyningsselskaberne ønsker at påvirke valget af instrumenter skal det gøres i forbindelse med høring af vandplanerne. Når der eksempelvis via vandplanerne er fastlagt, at vandløbsreguleringen skal bruges i et nærmere bestemt omfang, så binder det kommunalbestyrelserne. Disse tiltag kan ikke transformeres til tiltag efter anden lovgivning. Dette gør sig også gældende i forhold til redskaber hentet i Miljøbeskyttelses- og Vandforsyningsloven, som vandplanerne anviser.
Vandløbsloven kan ses som en slags rammelov i den henseende, at fastsættelse og gennemførelse af foranstaltninger efter Vandløbsloven skal ske under hensyntagen til de krav til vandkvalitet der fastsættes gennem anden lovgivning – herunder Miljømålsloven og Miljøbeskyttelsesloven. Dette gør vandløbsreguleringen kompleks at håndtere, og forvaltningen af området kan desuden blive meget forskellig kommuner imellem.
Der er ingen faste regler for fastsættelse af de økonomiske forhold i sager med regulering af vandløb mhp. at ændre vandafledningen; kun nogle overordnede og ikke helt sammenhængende principper. Opnås der ikke forlig om fordelingen af udgifterne, så trækker sagen i langdrag ved indbringelse for taksationskommission, overtaksations-kommission og eventuelt en domstol. Det er sandsynligt, at kommuner på grund af økonomiske forhold og den beskrevne kompleksitet kan føre myndighedernes interesse over på andre redskaber, når de i vandplanerne fastsatte miljømål skal virkeliggøres. Eksempler på alternative redskaber er ændringer af vandforsyningsselskabernes indvinding og ændringer af kravene i udledningstilladelserne for spildevands-forsyningsselskaber.
I mange kommuner er vandløbsregulativerne ikke reviderede i forhold til lovkravet fra 1983 og der er ikke udført de opmålinger, som er forudsat. Vandplanerne foreligger pt. kun i udkast – ikke i deres endelige udformninger. Disse forhold indebærer, at de eksisterende vandløbsregulativer ikke har kunnet tage højde for vandplanernes miljømål. Kommunerne vil formentlig foretage revisionen i sammenhæng med kommunernes udarbejdelse af handlingsplaner efter Miljømålsloven. Men hvad kan den utilstrækkelige opmåling og fastsættelse af miljøforholdene betyde i forhold til forsyningerne? Kan det betyde, at forsyningerne bliver ringere stillet, og at der gribes til de mere direkte og let anvendelige redskaber i form af indvindingstilladelser og skærpede krav i udledningstilladelserne.
Reguleringen af et vandløbs skikkelse - der sikrer opfyldelse af miljømålene, og som er mere robust – indebærer en ændring af afledningskapaciteten. Dette tiltag kan naturmæssigt være et mål i sig selv – og vil tilmed være i forsyningernes interesse. Dette forhold kan inspirere forsyningerne under høringen af forslagene til vandplanerne.
Det kan i øvrigt oplyses, at såfremt en vandløbsmyndighed foreslår en neddrosling af vedligeholdelsen af et vandløb – så vil det forbedre vandløbets miljøtilstand – og dermed også være positivt ud fra forsyningernes perspektiv.
Regeringen har besluttet, at etablering af vådområder iværksættes allerede i 2010 uden at afvente vedtagelsen af vandplanerne. For forsyningerne er det oplagt at foreslå vådområder i oplande, hvor det kan afhjælpe en problematik med for ringe vandføring.
Essensen af betragtningerne ovenfor er, at forhold der reguleres efter vandløbsloven og vandløbsregulativer ikke har noget at gøre med reguleringen af vand- og spildevands-forsyningerne. Eksempler på forsyningsaktiviteter der kan have betydning for vandløbs miljøtilstand er drikkevandsindvinding, spildevandsrensning i det åbne land og regnbetingede udløb. De nævnte eksempler på aktiviteter reguleres ikke efter vandløbsloven og vandløbsregulativerne.
August 2010
