Nyt undervisningsmateriale om vand

DANVA lancerede på Vandets Dag den 22. marts en ny undervisningsside om vand. På www.vandetsvej.dk kan børn og unge sammen med deres lærere gå på opdagelse i vandets verden og blive klogere på vandets kredsløb hele vejen fra himmel til hane og fra afløb til udløb. 

Har du spurgt dig selv, hvad der egentlig sker med regndråben, når den falder ned på jorden? Eller hvor vandet fra din hane egentlig kommer fra? Eller hvad der sker med vandet, når det forsvinder ned i afløbet?

Vandet bevæger sig i et evigt kredsløb. Fra himlen falder regnen ned og siver gennem jorden ned i de underjordiske grundvandsmagasiner. Fra boringer helt ned til 100 meters dybde hentes vandet op til vandværkerne, hvor det efter en enkel behandling med iltning og filtrering kan sendes ud til forbrugerne – og du kan slukke din tørst i et glas køligt vand fra hanen. Og når du er færdig med at bruge vandet, sørger vandselskaberne for at transportere spildevandet væk og rense det på renseanlæg. Her sørger bakterier for at omsætte næringsstofferne i spildevandet, så vandet igen kan lukkes ud i søer, vandløb og havet og indgå i naturens kredsløb igen. Og takket være de effektive renseanlæg kan du bade i rent vand i søer og ved stranden.

På hjemmesiden www.vandetsvej.dk kan børn og unge lære mere om dette kredsløb. De kan både se små film og dykke ned i flere informationer og opgaver under de enkelte afsnit i vandets kredsløb. Og frem til den 15. september 2010 kørte en konkurrence om at lave sin egen film om vand.

Den pædagogiske kontekst

Med Folkeskolens ”Fælles mål II” bliver undervisningen i natur & teknik i de mindre klasser, samt biologi, geografi og fysik/kemi i højere grad baseret på elevernes egne oplevelser, erfaringer, iagttagelser, undersøgelser og eksperimenter. Samtidig skal undervisningen udvikle elevernes interesse og nysgerrighed over for natur, biologi, naturvidenskab og teknik og give dem lyst til at lære mere. Hjemmesiden http://vandfilm.vandetsvej.dk udnytter de muligheder, internettet og mobiltelefoner byder på, og skaber et ”digitalt læringsrum” til børn og voksne. 

Fakta om Vandetsvej.dk

• 700 slides fortæller om vandets vej fra himmel til hane og fra afløb til udløb på www.vandetsvej.dk.
• Viden på siden er opdelt efter grundvand, vandværket, vandforbrug, afløb, spildevand, recipient. Hertil kommer et afsnit med en generel introduktion og en perspektivering.
• Hvert område indledes med en kort film om emnet.
• Det faglige materiale er opdelt i grundviden og nørdviden til dem, der vil vide lidt mere. Hvert underpunkt præsenterer viden opdelt i forløb, der styk for styk forklarer sammenhænge i et pædagogisk sprog.
• Vandetsvej.dk indeholder lærervejledning og opgaver til hvert område til brug i undervisningen i folkeskoleklasserne fra 7. – 10. klasse.
• På http://vandfilm.vandetsvej.dk kan du se en engagerende undervisningsfilm, som giver et indblik i, hvor grundlæggende vigtigt vand og spildevand er for vores liv, og at det derfor er en ressource, vi skal passe på og beskytte.
• Filmen kan ses enten som hel film eller som selvstændige, uafhængige kapitler og den kan downloades i høj opløsning.
• På http://vandfilm.vandetsvej.dk har du lejlighed til lege med filmmediet. Lav dine egne observationer på et renseanlæg, vandværk eller ude i naturen, film dem og klip det sammen til din helt egen film om vand.
• Du kan uploade din film på http://vandfilm.vandetsvej.dk og dele den på Facebook, Twitter og alle de andre kendte sites.
• Hjemmesiden er skabt i et samarbejde mellem DANVA og en række vand- og spildevandsforsyninger. 

Hjælp os med at sprede budskabet

DANVA har produceret en folder og bannere, som forsyningerne kan sætte på deres egne hjemmesider for at udbrede kendskabet til den nye hjemmeside (materialet kan downloades i kolonnen til højre). Desuden har DANVA formuleret et udkast til en pressemeddelse, som forsyningerne kan give en lokal vinkel, inden den sendes til pressen i lokalområdet. Den versionerbare pressemeddelelse kan downloades her... 

Yderligere oplysning

Kontakt Birgitte Skjøtt, T: 87 93 35 13, E: bs@danva.dk 
 

Genveje

Læs folder om Vandetsvej.dk her...
 

 

Download banner for Vandetsvej.dk her...