Vandsektoren markerer Verdens vanddag


Den 22. marts er det FN’s Verdens vanddag, dagen hvor vi mindes, at vand er en ressource for mennesker og samfund.

Skanderborg den 19. marts 2005

Hvis du var en af dem, der i 80’erne kastede dig over den nye dille: Trivial Pursuit, så er du nok faldet over spørgsmålet: Hvad slukker tørsten bedst? Svaret var selvfølgelig: vand. Og det er det stadigvæk. Udover at vand er forfriskende og sundt, så er det også brændstof til kroppen. Vand er nemlig en vigtig byggesten i menneskers krop, og det er tilsvarende vigtigt i opbygning og opretholdelse af et samfund. Derfor har FN indstiftet en dag til ære for vandet. Officielt hedder dagen, den 22.marts Vandets dag.

Ideen til Vandets Dag opstod ved en international vandkongres i København i 1991, hvor Mr. Unvala fra Indien foreslog, at kongressen skulle opfordre FN til at udnævne en international Vandets Dag. Siden 1994 er dagen blevet markeret over hele verden, og i år bliver den igen fejret idet en række vandforsyninger landet over gennemfører arrangementer for danskerne.

Water for life

I 2005 markerer FN’s Verdensdag starten på ”Water for life”; et årti, hvor der fokuseres på det globale vand. Ved et tidligere vand årti fra 1981 til 1990 lykkedes det FN at få etableret vandforsyning til 1 mia. mennesker, og 770 mio. mennesker blev tilsluttet kloak. I dag regner man stadig med, at omkring 1,1 mia. mennesker lever uden adgang til rent vand og hele 2,4 mia. uden kloakering. Med ”Water for life” vil FN gennem samarbejde og ved i højere grad at sikre kvinders deltagelse i vandudviklingsprojekter gennemføre målene fra Millennium Deklarationen, Johannesburg planen om implementering af bæredygtig udvikling og Agenda 21.

Vandforbruget blandt private er steget for første gang i 10 år I Danmark har vi det privilegium, at vi alle kan åbne for vandhanen og få rent og sundt drikkevand. Og det har vi benyttet os af i 2002. For første gang i 10 år har DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) konstateret et stigende vandforbrug hos de private. Årsagen hertil må søges i, at både miljøhensyn og prishensyn fylder mindre i folks bevidsthed.

Imens forbrugerne glemmer at spare på vandet, så er vandforsyningerne blevet bedre til det. Vandforbruget til produktionen af drikkevandet er fra 1994 til 2003 faldet med 6,2 mio. m3 vand – hvilket ca. svarer til vandforbruget i Ballerup og Brøndby. Samtidig fastholder vandforsyningerne et lavt vandtab på under 7 pct., hvilket primært kan tilskrives de store investeringer, der er foretaget i forbedringer af vandforsyningsledningerne.

Hvad koster det?

Danskerne betaler i 2003 gennemsnitlig 3,6 øre for én liter drikkevand, der hver dag bliver leveret til vandhanen og returneret fra afløb eller toilet til behandling på rensningsanlæg. Det betyder, at vandprisen er steget en smule i forhold til 2002, hvor én liter kostede 3,5 øre. Af den samlede pris for hver solgte liter drikkevand får vandforsyningerne 0,73 øre, spildevandsforsyningerne 1,64 øre og staten 1,23 øre. Mens vand- og spildevandsforsyningernes andel af den samlede vandpris er stabil, så er statens andel på 10 år steget med 9 pct.

Rene tal fra spildevandet Der er blevet færre og større renseanlæg. I 2002 havde vi 1030 renseanlæg mod 1622 i 1989. Til gengæld er de tilbageværende blevet bedre til at rense spildevandet. Det skyldes især Vandmiljøplanerne I og II, der hidtil har kostet omtrent 4 mia. kroner årligt. Pengene er for en stor dels vedkommende brugt til investeringer i bedre renseteknologi på de kommunale renseanlæg. Renseanlæggene leder i dag 39 pct. mindre kvælstof, 54 pct. mindre fosfor og op til 80 pct. mindre organisk stof ud, og renseanlæggene renser dermed bedre end kravene i Vandmiljøplan II.

For yderligere information kontakt Lars Fischer på tlf. : 70 21 00 55 eller på mail: lf@danva.dk

Arrangementer i forbindelse med Verdensdag for vand


Esbjerg Forsyning holder et arrangement med udgangspunkt i temaet "Vand er sundt". Forsyningen laver den dag en udstilling om vand på torvet i Esbjerg, og den uddeler vanddunke. Desuden har den lejet vandtårnet i Esbjerg af Esbjerg Museum. Besøgende kan den dag gratis komme ind og se det gamle vandtårn.

Kommunerne i Vestegnens Vandsamarbejde (Albertslund, Hvidovre, Brøndby, Glostrup, Rødovre, Vallensbæk og København) samt Frederiksberg forsyning starter i år en 3-årig kampagne på Vandets Dag, der hedder "Vandbizzerne - hen til hanen". Det er et stort projekt, som kommer til at involvere 14.000 skoleelever i perioden 10-18. marts. De uddeler vandcooler (vandflasker med termofrakker) og pjecer til alle elever, og lærerne får et idekatalog med inspiration til vandundervisning samt kampagnesangen på CD. Hver klasse får 2 forskellige plakater til ophængning.
Se også: www.vandbizzerne.dk

Odense Vandselskab markerer dagen ved at sende en pjece til alle restauranter, caféer og spisesteder i Odense for at opfordre dem til at servere en kande frisk og godt postevand for sine gæster i ugen fra den 22. til den 27. marts 2005.

For at gøre opmærksom på Vandets Dag vil bestyrelsesformand og borgmester Anker Boye møde op på restaurant A Hereford Beefstouw, Vestergade 13, 5000 Odense C den 22. marts kl. 10.30 og slå et slag for det gode danske postevand. Opfordringen skal lyde: Drik postevand for din sundheds skyld. Vandet kommer dybt ned fra undergrunden og indeholder kun naturlige mineraler. Et godt og sundt produkt, som vi kan være stolte af. Se også www.ov.dk

Spildevandscenter Avedøre har lavet en plakat i A1 format, der beskriver spildevandets vej fra det produceres til det renset ledes ud i vandmiljøet. Den hedder "Spildevand fra Hane til Hav - en underjordisk rejse". Plakaten sendes til alle skoler og uddannelsesinstitutioner i deres opland og er ment som en snakkeplakat i undervisningen. Se også www.spildevandscenter.dk

ÅKV kører en kampagne mod brugen af sprøjtemidler i private haver her i marts-april med opstart på Vandets Dag den 22. marts. Som noget nyt prøver ÅKV at inddrage skolerne i lokalområdet. Eleverne skal arbejde med emnet ”Grundvand til drikkevand”. De skal afslutte emnet med et projekt, som skal afleveres til ÅKV. En dommerkomité vurderer de indkomne projekter og uddeler priser.

Derudover holder ÅKV åbent hus d. 30. april på det lokale Østerbyværk med rundvisninger og masser af vandaktiviteter, som de lokale spejdere står for. 

 

Tilbage