Rettelse i pressemeddelelse om forureneren-betaler-princip

Den 22. januar 2010 udsendte DANVA pressemeddelelsen ”Minister ophæver forureneren-betaler-princip”, om miljøminister Troels Lund Poulsens håndtering af grundvandsbeskyttelse i Danmark. I pressemeddelelsen skrev vi fejlagtigt, at ”Landbrugets forbrug af pesticider er fordoblet siden 2002”. Det er ikke korrekt. Landbruget har ifølge Miljøministeriet siden 2002 øget sin behandlingshyppighed med 47 %. Fra 2007 til 2008 er indekset for, hvor ofte landmændene bruger sprøjten, steget med 25 %. Salget af pesticider er i samme periode steget med 24 %.

Vandforbrugere skal ikke betale ved vandforurening

Baggrunden for pressemeddelelsen var et brev til DANVA fra miljøminister Troels Lund Poulsen. I brevet fastslår han, at det fortsat skal være vandforbrugerne, der skal betale ved vandforureninger. Miljøministerens beslutning betyder, at forbrugerne vil blive præsenteret for en regning på op imod 50 millioner kroner om året for at beskytte drikkevandet mod sprøjtegifte.

DANVA mener, at det urimeligt, at vandforbrugerne skal bøde for en svag statslig godkendelsesordning, der godkender stoffer, som trænger ned i grundvandet. Vandprisen bør heller ikke belastes af, at landmænd og andre jordbrugere ikke anvender pesticiderne efter forskrifterne eller sågar anvender ulovlige pesticider.

Afsløring af ulovlige pesticider i golfklubber

Senest har Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion afsløret, at 18 ud af 25 golfklubber ligger inde med pesticider, der enten er forbudt i Danmark, eller ikke er godkendt til brug på golfbaner. Inden da har Skat afsløret en omfattende handel blandt landmænd med ulovlige sprøjtemidler i store dele af landet.

Regeringen og DF afviser blankt

Miljøminister Troels Lund Poulsen begrunder fordelingen af udgifterne med, at det er de forbrugere eller den kommune, som har gavn af beskyttelsen, der betaler et mindre beløb af den samlede pris for vand. Miljøordfører for Dansk Folkeparti Jørn Dohrmann støtter op om miljøministerens linje. Ifølge DR udtaler Jørn Dohrmann, at vandforureninger ikke skal betales over skatten, for i så fald ville det betyde, at dem, der har deres egen boring skal betale over skatten til de store byer, som har svinet med vandet uden selv at få kompensation.