Dansk ingeniør i Haiti: Det står skidt til med vandforsyningen
Ingeniør Martin Bjerregaard er i Haiti for at hjælpe med til at styre oprydningen efter jordskælvet. Det haster med at få rent vand, siger han.
Ingeniør Martin Bjerregaard fra nødhjælpsorganisationen Disaster Waste Recovery i fuld gang med at organisere oprydningen efter det voldsomme jordskælv, som ramte hovedstaden Port au Prince og flere andre byer 12. januar.
Han fortæller til dagbladet Ingeniøren, at der lige nu er et stort behov for at få rent vand og at få oprydningen organiseret på en måde, så også de lokale indbyggere bliver involveret. Derudover er det vigtigt at sikre, at så meget byggemateriale som muligt bliver genbrugt.
DANVA har spurgt Martin Bjerregaard, hvordan det står det til med vand- og spildevandssituationen lige nu, og hvordan man vil reetablere forsyningen af rent vand og udledningen af spildevand.
”Det står skidt til, eftersom en del af vandforsyningen (så vidt vi ved) var med PVC-rør, som jo er ’brittle’ (skrøbelige red.), og derfor frygter man, at der er større ødelæggelser til vandforsyningen. Det kommer til at være en af de største opgaver her i Port-au-Prince... rent vand. Der er pt. meget begrænset vandforsyning som fører til frygt for epidemi osv,” svarer han og fortsætter:
”Vedrørende spildevand, så er det system, som var før jordskælvet også ødelagt, og her har man så problemet med toiletaffald fra de camps rundt omkring, som folk bor i. Lige nu så bliver en del af dette toiletaffald deponeret på byens losseplads, men der arbejdes pt. på at få etableret en bedre løsning med membran osv.”
Martin Bjerregaard har svaret på flere spørgsmål om oprydningen efter jordskælvet i Haiti. Læs hele artiklen her.
Læs mere om hjælpeorganisationen www.disasterwaste.org her.