Økologi er godt for drikkevandet


Skanderborg den 10. august 2005

Danmark Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening lancerede i går kampagnen ”Økologi er det rene vand”. Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) hilser initiativet velkommen og understreger, at økologisk landbrug er med til at sikre sårbare grundvandsressourcer.

Anvendelsen af sprøjtemidler er et stort problem for drikkevandsforsyningen i Danmark. Hver fjerde boring indeholder rester af sprøjtemidler, og vandværkerne har gennem tiden lukket mange boringer, fordi de indeholdt for mange sprøjtemiddelsrester. Derfor er DANVA glad for den nye kampagne, der sætter fokus på rent drikkevand.

”Vandværkerne vil levere rent drikkevand, og derfor er det nødvendigt, at vi beskytter vores grundvandsressourcer imod sprøjtemidler. I DANVA ser vi økologi som et virkemiddel til at beskytte grundvandet, og vi så gerne, at flere landmænd i sårbare områder ville dyrke deres jord uden brug af sprøjtemidler. Derfor er vi glade for den nye kampagne for økologi, der jo støtter vores arbejde med at sikre drikkevandet”, siger Claus Vangsgård, faglig koordinator ved DANVA.

DANVA mener, at grundvandsbeskyttelse også fortsat bør være hjørnestenen i den danske vandforsyning, og at vi i områder, hvor forureningen af grundvandet er så omfattende, at man ikke kan finde rent grundvand, hurtigst muligt bør genoprette grundvandsressourcen eksempelvis ved at indføre økologiske dyrkningsmetoder. Målet skal være, at forbrugerne igen kan få rent drikkevand baseret på rent, urenset grundvand.

Se kampagnens hjemmeside på www.vandfrahanen.dk

For yderligere information kontakt Claus Vangsgård på tlf.: 70 21 00 55 eller på e-post: cv@danva.dk. 
 

Tilbage