Etablering af regnvandsanlæg er misforstået miljøhensyn


Skanderborg den 11. august 2005

Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) advarer imod etableringen af regnvandsanlæg. De repræsenterer en reel trussel for drikkevandet, og foreningen anbefaler husejere, der vil være miljøvenlige, i stedet at etablere faskiner, der nedsiver regnvandet fra tagene til grundvandet. Det er problemfrit for vandforsyningen og giver samtidig en bedre effekt for miljøet.

Regnvandsanlæg er ikke miljøvenlige

Regnvandsanlæg har ry for at være miljøvenlige, fordi det hævdes, at de sparer på vandressourcen – og vand er jo i nogle områder af landet en knap ressource.

Men sandheden er, at regnvandsanlæg ikke sparer på den samlede vandressource. Hvis man som husejer har et regnvandsanlæg, bruger man bare det regnvand, som ellers var sunket ned i jorden og dér var blevet til grundvand til gavn for generationerne efter os. Regnvandsanlæg mindsker ikke husstandens samlede vandforbrug, men det skærer en smule af vandregningen. Og selvom det kan være rart for mange husejere, så løser det ikke problemet med begrænsede vandressourcer i et område.

Farligt for sundhed og for drikkevandet

Samtidig betyder regnvandsanlæg en reel for fare drikkevandet og for folks sundhed.
Regnvandsanlæg giver nemlig mulighed for, at regnvand kan løbe ind i de offentlige drikkevandsledninger. Regnvand indeholder oftest bakterier og andre mikroorganismer fra f.eks. fugleklatter, og på den måde kan de blive spredt eftertrykkeligt i drikkevandsledningerne. Her kan de overleve og sprede sig.

Regnvandsanlæg er dyre

Med regnvandsanlæg pålægger man således fremtidige husejere en ekstra omkostning, som ingen ressourcemæssig effekt har. Den typiske tilbagebetalingstid for et anlæg er omkring 12 år.

DANVA anbefaler, at man i stedet opsamler regnvand fra hustage i udendørs regnvandstønder og bruger det til havevanding eller bilvask, eller endnu bedre: nedsiver det til grundvandet gennem faskiner. Det er billigere, langt mere miljøvenligt og uden risiko for, at installationsfejl forurener drikkevandet. Regnvandet, der er sunket ned til grundvandet, er blevet renset af jordens renseeffekt og kan herefter problemfrit indvindes som rent grundvand om 10-50 år.

Hvis man tilmed vil spare på egen vandregning, så anbefaler DANVA, at man installerer vandbesparende vandhaner og brusere, at man er opmærksom på dryppende vandhaner og cisterner og undersøger, om man kan spare vand ved at ændre adfærd.

For yderligere information kontakt Lars Fischer på tlf.: 70 21 00 55,
eller e-post: lf@danva.dk 
 

Tilbage