Serviceeftersynet stort set i tråd med branchens egne mål
Skanderborg den 14. oktober 2005
Regeringen vil gerne gøre vandsektoren mere effektiv og gennemskuelig. Derfor iværksatte den i 2003 et serviceeftersyn af vandsektoren. I går offentliggjorde Miljøstyrelsen så sit idékatalog for effektiviseringer. DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) er glad for, at serviceeftersynet af vandsektoren nu endelig er offentliggjort og mener, at kataloget langt hen ad vejen ligger i tråd med foreningens tidligere udmeldinger om moderniseringen af vandsektoren. Men DANVA vil gerne gå længere end blot at effektivisere sektoren: foreningen ønsker at modernisere vandsektoren så sundhed, kvalitet og miljø udvikles på linie med omkostningseffektivitet.
Tove Bakke Laursen, formand for DANVA’s bestyrelse:
”Vi er langt hen ad vejen enige med Miljøstyrelsens forslåede ændringer til effektiviseringen af vandsektoren, og vi har jo allerede iværksat og planlagt mange af de nævnte forslag. Derfor mener vi, at Miljøstyrelsens idekatalog er et godt oplæg til en diskussion om udviklingen af fremtidens vandsektor. Nu vil vi kigge nærmere på materialet, og så byde ind på de områder, hvor vi med vores erfaringer kan bidrage til en modernisering af vandsektoren.”
DANVA har allerede i en årrække arbejdet med en modernisering af vandsektoren og har siden 2001 gennemført årlige benchmarks. Som nyeste tiltag har foreningen udviklet en standardkontoplan, der øger sammenligningsgrundlaget forsyningerne imellem. Standardkontoplanen er udarbejdet således, at den følger årsregnskabsloven. Herudover arbejder DANVA med ambitiøse mål for standarder for forsyningsydelser – de såkaldte servicemål. Servicemålene skal gøre ydelserne mere gennemskuelige for forbrugerne.
Tove Bakke Laursen:
”Effektivitetsforbedringer og gennemsigtighed har i mange år været i fokus i branchens arbejde. Vi er dog principielt uenige i, at Miljøstyrelsen i idékataloget lægger op til at afvikle hvile-i-sig-selv princippet (HISS). Vi mener ikke, at det på nuværende tidspunkt er dokumenteret, at HISS er en dårligere reguleringsform end andre økonomiske reguleringsformer. Derfor er der brug for en nærmere afklaring af fordele og ulemper ved HISS, før der kan tages stilling til en ny form for regulering af vandsektoren. Dette spørgsmål bør indgå i de politiske overvejelser om en egnet økonomisk reguleringsform for vandsektoren.”
Yderligere oplysninger:
Formand for bestyrelsen, Tove Bakke Laursen (A), 2943 7926