V og K freder hvile-i-sig-selv-princippet
Skanderborg den 9. december 2005
Venstre og de Konservative melder nu ud, at man ikke længere ønsker at afvikle hvile-i-sig-selv-princippet. DANVA ser positiv på udmeldingerne men understreger, at der fortsat skal være fokus på effektivitetsforbedringer i en moderniseret vandsektoren, og foreningen opfordrer regeringen til at modernisere sektoren med DANVA’s benchmarking-model som omdrejningspunkt.
Det ser ud til, at dem, der har været bange for, at regeringen vil gøre op med det hvile-i-sig-selv-princip (HISS) kan tage sig en slapper. I et interview med Altinget udtaler formanden for Miljø- og Planlægningsudvalget, Christian Wedell-Neergaard nu, at regeringen ikke længere ønsker at liberalisere vandsektoren, da den derved ikke kan garantere fordele for forbrugerne i form af lavere priser. Og Christian Wedell-Neergaard støttes i sine betragtninger af Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo, skriver Altinget. Dermed må HISS betragtes fredet fra regeringens side.
DANVA har i sit høringssvar understreget, at HISS er en hjørnesten i den danske forsyningssektor og garantien for, at enhver forbedring i vandsektoren vil komme forbrugerne til gode. Derfor er foreningen glad for den nye udvikling. Men DANVA vil fortsat holde fokus på effektiviseringspotentialet. I sit høringssvar skitserer DANVA en proces, der skal modernisere sektoren over de næste år med fokus på sundhed, kvalitet, forsyningssikkerhed, miljøhensyn, forbrugerservice og effektiv drift.
”Vi har noteret os, at regeringen nu melder ud, at vi bl.a. skal indføre obligatorisk benchmarking og årsregnskabsprincipper – to initiativer, DANVA i lang tid har arbejdet på at få indført i forsyningerne. Det er vi selvfølgelig tilfredse med”, udtaler Direktør i DANVA Carl-Emil Larsen. ”Benchmarking er en ideel måde til at skabe gennemsigtighed og effektivitet på en fornuftig måde. Ved at indføre en indirekte konkurrence kan forsyningerne løbende forbedre egne arbejdsprocedurer ved at lære af de bedste i klassen. Mange af vores medlemmer deltager allerede i dag frivilligt i undersøgelsen, og med en obligatorisk benchmarking vil hele vandsektoren komme med i moderniseringsprocessen.”
DANVA’s benchmarking er inspireret af udlandet og siden hen tilpasset de specifikke forhold i Danmark. Senest har systemet høstet anerkendelse i udlandet i en gruppe af internationale benchmarking eksperter, der især har fremhævet det nye internet-baserede benchmarking-system, BESSY, som et stort aktiv for systemet. På BESSY kan deltagere indberette data, udtrække rapporter samt flere års data til videre behandling, og systemet gør benchmarking-systemet enklere og mere anvendeligt i dagligdagen.
”DANVA indgår herudover gerne i en dialog med regeringen – eventuelt sammen med KL, som repræsenterer kommunerne som ”bestiller” på forsyningsområdet – om effektivisering og servicemål,” siger Carl-Emil Larsen, der nu vil forsøge at etablere en positiv dialog med KL og regeringens partier om vandsektorens fremtidige rammevilkår.
For yderligere information kontakt direktør Carl-Emil Larsen på tlf. 20 33 85 15 eller på e-mail: cel@danva.dk