Vil regeringen privatisere den danske vandsektor?
Skanderborg den 16. marts 2006
Den 21. marts har regeringen inviteret de miljøpolitiske ordførere til forhandlinger om vandsektorens fremtid. På mødet og i de kommende ugers forhandlinger forventes det, at regeringen vil gøre alvor af sine trusler og gennemføre alle sine initiativer i ”Serviceeftersynet af vandsektoren” – herunder også afskaffelse af hvile-i-sig-selv-princippet (HISS) og tvungen selskabsgørelse. Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) stiller spørgsmålet, om regeringen med initiativerne ønsker at bane vejen for en egentlig privatisering af den danske vandsektor.
Vandsektoren er i dag underlagt det princip, at der ikke må tjenes penge på vand. Det kaldes hvile-i-sig-selv-princippet. Princippet sikrer, at enhver forbedring i vandsektoren kommer forbrugerne til gode i form af renere vand, bedre forsyningssikkerhed, bedre service eller lavest mulige priser. Den garanti understøttes af den nærdemokratiske kontrol, som kommunalbestyrelserne udøver.
Har regeringen en skjult dagsorden?
Alligevel vil regeringen fjerne HISS. Det gør den, fordi princippet beskyldes for ikke at indeholde incitament til at effektivisere og sikre lave priser for vand. Enhver prisstigning kan jo bare væltes over på forbrugerne. DANVA opfatter det som en mistillidserklæring til de lokalpolitikere, der i mange år har bidraget til at vandsektoren i Danmark, set på globalt plan, tilhører den absolutte elite.
Fjernelsen af HISS indebærer, at det fremover skal være muligt at tjene penge på vand. Dette, kombineret med regeringens ønsker om, at alle forsyninger skal laves om til selskaber, peger hen imod, at den nu for alvor ønsker at åbne op for kommercielle interesser i vandsektoren og vi i fremtiden skal vænne os til at vandydelserne leveres af store kommercielle virksomheder, der skal trække et overskud ud af produktionen af vand. Hvis forsyningerne drives ud fra en overvejelse om mest mulig overskud. kan det medføre dårligere forbrugersikkerhed, dårligere vandkvalitet og dårligere miljø, og det stiller et helt principielt spørgsmål: Er vand en vare eller er den menneskeret?
Bryder regeringen skattestoppet?
Når forsyningerne skal tjene penge på vand betyder det også, at de skal betale skat. I den forbindelse savner DANVA en redegørelse fra regeringen for, hvordan denne ekstra skatteindtægt kan indføres uden den bryder skattestoppet. I ”Serviceeftersynet af vandsektoren” forklares det, at det er i overensstemmelse, fordi der ”forventes ikke noget provenuet af betydning”. Men hvordan kan man på den ene side effektivisere med én mia. kr. og på den anden side forvente, at dette ikke vil føre til skatteindtægter af nogen betydning?
DANVA pakken til modernisering af den danske vandsektor
DANVA vil modernisere vandsektoren med særlig fokus på effektivisering, gennemsigtlighed og forbrugerne uden at glemme sundhed og miljø. Vores løsningsmodel består overordnet af følgende:
- ”HISS med anhænger” – som består i benchmarking, standardkontoplan, Årsregnskabsloven, lokalt fastsatte servicemål, forskning, udvikling samt at fremme samarbejdet med den private sektor
- Fastlæggelse af effektiviseringsmål og rammevilkår via aftaler mellem staten, KL og DANVA
- Værdierne bør blive i sektoren og effektiviseringsgevinster bør komme forbrugerne og forsyningerne til gode
- Etablering af et forbrugerklagenævn
- Frit valg af organisationsform
- Færre men bedre forsyninger
For yderligere oplysninger kontakt direktør Carl-Emil Larsen på tlf. 20338515.