Kommunerne stjæler ikke kloakforsyningernes penge


Skanderborg den 24. august 2006

DANVA tager afstand fra fremstillingen om, at der sker en ulovlig sammenblanding af økonomier i kommunerne. Kommunerne stjæler ikke penge fra kloakforsyningerne for at bygge daginstitutioner, skoler og plejehjem.

Dansk Byggeri offentliggjorde i mandags tal, der hævder, at der i alt mangler ca. 30 mia. kr. til vedligeholdelse og fornyelse af infrastrukturen i Danmark herunder alene ca. 11 mia. kr. til kloakfornyelse. I tirsdags kunne man så i Berlingske Tidende læse: Kommunernes Landsforening (KL) erkender, at veje og kloakker har været overset de seneste år og efterlyser, at kommunerne og regeringen laver en flerårsplan med midler til forbedringer. »Det står sløjt til mange steder, fordi vi har været presset på anlægsøkonomien. Mange kommuner har måttet bruge alt, hvad der kunne bruges på at forbedre daginstitutioner, skoler og ældreplejen,« siger formanden for KLs Teknik- og Miljøudvalg, Bjørn Dahl (V) til Ritzau.”

Kloakforsyningerne er 100 % brugerfinansieret Det er ikke korrekt, når det af avisartiklen i Berlingske Tidende fremgår, at kommunerne har brugt penge, som er øremærket til kloakforsyningerne til at bygge børnehaver, skoler og plejehjem.

Kloakforsyningerne er 100 % brugerfinansieret via vandafledningsbidraget, som indbetales som en del af den samlede vandpris. Børnehaver, skoler og plejehjem derimod er skattefinansieret. Hvis kommunerne havde anvendt kloakforsyningernes midler til at bygge daginstitutioner for, ville kommunerne gøre sig skyldige i tyveri. Det er ikke vores opfattelse, at kommunerne gør det.

Kloakkerne braser ikke sammen Til trods for de mange meldinger om kloakkernes dårlige tilstand, så er det værd at bemærke, at de ikke er ved at brase sammen, så de skaber trafikkaos. Spildevandet siver heller ikke ud af dem i store mængder og forurener grundvandet. Det, der står højest på renoveringsdagsorden, er først og fremmest at sikre funktionen af kloakkerne, så spildevandet kan ledes væk, så større regnskyl ikke giver oversvømmelser, og vores natur og vandområder beskyttes mod overløb. Det er opgaver, der sikrer sundhed og hygiejne og derudover er til gavn for borgerne, der tilmed kan glæde sig over flere badestrande i bynære områder og havnebade.

Naturligvis skal vi ikke glemme renoveringen af kloakkerne. Det gør kommunerne heller ikke. Der renoveres over hele landet. Faktisk renoveres kloakkerne i en hastighed som aldrig før. Det skal vi fortsætte med i mange år endnu. Kloakforsyningerne inspicerer, driver og vedligeholder kloakkerne. Med baggrund i disse driftserfaringer tillige med viden om byudvikling, klimaændringer, nye direktiver og meget mere, udarbejder kloakforsyningerne renoveringsplaner. Planer der også føres ud i livet.

DANVA opfordrer derfor de danske kommuner til, til stadighed at have kloakrenovering højt på dagsordenen.

For yderligere information kontakt Formand Tove Bakke Laursen på tlf.: 29 43 79 26

Tilbage