Vandsektoren er blevet meget mere effektiv
Skanderborg, den 15. november 2006
Seneste tal fra DANVA viser, at vand- og kloakforsyninger med benchmarking gennemsnitligt har effektiviseret med 12 %, samtidig med at områder som kvalitet, miljø og forbrugertilfredshed stadig er i top. DANVA glæder sig over de positive resultater og fremhæver benchmarking som det centrale instrument, der kan drive moderniseringen af den danske vandsektor.
21 %! Så meget mere effektive er vandforsyningerne blevet efter at have gennemført benchmarking i fire år. Kloakforsyningerne har i samme periode effektiviseret med mere beskedne 7 %, men har dog – for benchmarkingforsyningernes vedkommende – fået styr på kloakfornyelsesefterslæbet. Effektivitetsforbedringerne skyldes, at benchmarkingforsyningerne siden 2001 målrettet har fokuseret på drift, vedligehold, miljø og økonomi, og i takt med at renoveringen af nedslidte ledningsstrækninger afsluttes, kan vi også på kloakforsyningsområdet forvente større effektiviseringsgevinster fremover.
Forsyninger skærer ned på omkostningsniveauet
Udgifterne til drift og vedligehold blandt de deltagende vandforsyninger er siden 2002 faldet fra ca. 830 mio. kr. til ca. 658 mio. kr. i 2005 målt i faste priser. Det er et fald på ca. 172 mio. kr., svarende til ca. 21 %. Udgifterne til drift og vedligehold på spildevandsområdet er i samme periode faldet fra 1,33 mia. kr. til 1,24 mia. kr., hvilket medfører et fald i omkostningsniveauet på drift og vedligehold på 7 %.Kloakforsyninger på omgangshøjde med kloakfornyelses mål fra 2004
Miljøstyrelsen meldte i 2004 ud, at kommunerne i hele landet frem til 2008 skulle bruge 1,8 mia. kr. om året på fornyelse af kloaksystemerne. Benchmarkingforsyningerne har på fire år øget deres investeringer og har i 2005 pumpet hele 627 mio. kr. i fornyelse af kloakkerne. Skønsmæssigt svarer det i 2005 til omkring 2,14 mia. kr. for hele branchen.Forbrugertilfredsheden stiger
Tilfredsheden med det vand, forbrugerne henter ud af vandhanerne er ikke alene høj – den er også stigende. Det viser forbrugerundersøgelser, som DANVA har gennemført i 2004 og 2006 i samarbejde med et eksternt analyseinstitut. Et professionelt analyseinstitut har spurgt ca. 3.700 forbrugere om deres tilfredshed med forsyningernes kerneydelser på seks punkter. Og pilen peger tydeligt op. Tilsvarende er forbrugernes tilfredshed med deres kloakforsyninger markant stigende.Kolde fakta, der varmer i det våde efterårsvejr
De nye tal bliver modtaget med stor glæde i DANVA, der betegner tallene som ”kolde fakta, der varmer i det våde efterårsvejr”.Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA:
” Tallene viser, at branchen kan effektivisere og samtidig prioritere områder som kvalitet, sikkerhed, miljø og forbrugertilfredshed. Branchen har med andre ord godt fat i moderniseringsprocessen allerede inden regeringen har fået gennemført sine reguleringstiltag. Med vores benchmarking har vi opbygget et ubureaukratisk ledelsesredskab, som kan være et godt udgangspunkt for forhandlinger mellem stat og branchen, hvor mål for effektivisering, service og miljø fastlægges.”
For yderligere oplysninger: Carl-Emil Larsen på tlf.: 20 33 85 15 eller E-mail: cel@danva.dk
--------------------------------------------------------------------------------
Baggrundsfakta
Vandpris
I 2005 var den gennemsnitlige vandpris 38,66 kr. pr. m3.Den forbrugeroplevede vandpris består af tre elementer:
• Prisen på drikkevand
• Prisen på spildevand
• Grønne afgifter og moms
Prisen på drikkevand dækker især forsyningernes omkostninger til grundvandsbeskyttelse, indvinding, behandling og distribution.
Prisen på spildevand omfatter kloakforsyningernes omkostninger til afledning, rensning og udledning.
Vandsektoren arbejder uden over-/underskud – efter det såkaldte “hvile i sig selv”-princip. Det betyder, at forsyningerne ikke må tjene penge på vand, og regnskabet skal balancere over en årrække.
Vandforbrug
Vandforbruget er 122 liter i gennemsnit pr. person pr. døgn.Vandtab
Når vandet skal sendes ud gennem kilometervis af rør og ledninger, vil der uundgåeligt ske et vist tab. Med til tab regnes også målerdifferencer, vand til brandslukning, sprinklerprøver og skylning af ledninger. Det gennemsnitligt vandtab blandt deltagerne i benchmarking-projektet lå i 2005 på knap 7 pct. Kvalitet
98 pct. af prøverne overholder kravene for mikrobiologisk indhold og 99 pct. for fysisk-kemisk indhold. 27 af de 44 deltagende forsyninger overholder kravene i 100 pct. af prøverne. Det er forholdsmæssigt nogenlunde det samme som i 2004.