Kommunerne skal betale meromkostninger for vand


Skanderborg den 12. december 2006

Erfaringer fra udlandet viser, at salg af offentlige spildevandsanlæg fører til forhøjede vandpriser. DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) påpeger, at det med det gældende retsgrundlag i Danmark ikke kan være kunderne men derimod kommunerne, der skal betale for stigningerne i vandprisen, såfremt den stiger ved salg.

I dag drives de offentlige spildevandsanlæg af kommunerne. Alligevel er spildevandsområdet ikke en del af "Kommunekassen", men det er derimod forbrugerfinansieret via en "Kloakkasse". Som forbruger af kloakforsyningerne har vi alle bidraget til denne kasse gennem vores tilslutningsbidrag til kloakforsyningen.

Retsgrundlaget for salg er uklar

I nogle år har politikerne nu drøftet, om kommunerne skal have lov til sælge kloakforsyningerne til en ekstern investor, f.eks. en kommune eller en privat virksomhed. Som et led i denne diskussion har man også diskuteret, hvem der så må råde over provenuet: Er det kommunen og "Kommunekassen", eller er det forbrugerne og "Kloakkassen"? Kommunerne er ikke i tvivl: Provenuet og dermed værdierne til spildevandsanlæggene tilhører "Kommunekassen"! Loven er derimod langt mere uklar. En gennemgang af retsgrundlaget i forbindelse med serviceeftersynet af vandsektoren peger faktisk på, at det tværtimod er forbrugerne, der ejer værdierne.

Salg af spildevandsanlæg forhøjer vandprisen

Hvis en kommune sælger en kloakforsyning, viser erfaringerne fra udlandet, at den nye ejer pålægger forbrugerne meromkostningerne til afbetaling af egne renter og afdrag. En detaljeret gennemgang af de udgifter, der ifølge loven kan pålignes forbrugere, peger dog på, at det ikke er lovligt at pådrage forbrugerne afdrag og forrentning af lån til køb af kloakforsyninger. Derfor må det eksisterende retsgrundlag forudsætte, at såfremt kommunen vælger at sælge en forsyning, og det er "Kommunekassen", der hjemtager salgsprovenuet, skal det også være "Kommunekassen", der skal betale afdrag og forrentning af den nye ejers investering. Forbrugerne bør i henhold til gældende lovgivning til gengæld holdes skadefri af de forhøjede vandpriser.

For yderligere oplysninger kontakt DANVA’s Forretningsudvalg:

Tove Bakke Laursen (A), T: 29437926,
Erling Haugaard (V), T: 2162 9856 eller 7458 2456,
Uffe Thorndahl (C), T: 2826 2118 eller 4517 7511.


Tilbage