Urimelige betingelser for vandsektoren

PRESSEMEDDELELSE

Skanderborg den 10. juli 2009

Vandsektoren har kun ganske få uger – placeret midt i sommerferien - til at forholde sig til udkastet til en bekendtgørelse om prisloftregulering. Det er helt urimeligt, mener vandsektorens brancheforening DANVA.

Fastsættelse af prisloftet er af vital betydning for vandsektoren, fordi det fastsætter det økonomiske grundlag for driften af vand- og spildevandsforsyningerne.

Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA:
- Vi forstår ikke, hvorfor denne vigtige bekendtgørelse skal hastes igennem. Det er en usædvanlig kort høringsperiode, og det er urimelige arbejdsbetingelser at høringen er placeret i ferieperioden. Arbejdet med vandsektorloven var 5 år un-dervejs. Hvorfor skal prisloftet nu presses igennem i løbet af en sommerferie?

DANVA har været i kontakt med flere chefer for vand- og spildevandsforsyninger, som er meget frustrerede over den korte tidsfrist. Det bliver svært at nå at forholde sig kvali-ficeret til ministeriets udspil og få beregnet, hvad bekendtgørelsen vil få af økonomiske konsekvenser for den daglige drift af vand- og spildevandsforsyningerne.

DANVA har derfor rettet en henvendelse til miljøminister Troels Lund Poulsen med en opfordring til at forlænge fristen for indsendelse af høringssvar.

Af ministeriets høringsbrev, som kan læses på DANVA’s hjemmeside her... fremgår også, at det ikke er muligt at komme i kontakt med ministeriets medarbejdere og få opklaret eventuelle opklarende spørgsmål i over halvdelen af høringsperioden, som slutter den 14. august.

FAKTA:
Vandsektorloven blev vedtaget af Folketingen den 28. maj. Den nye regulering af vandsektoren betyder bl.a. at Konkurrencestyrelsen fra 2010 skal fastsætte et prisloft for vandpriserne. Det har indtil nu været kommunalbestyrelserne, der godkendte forsyningernes priser.

Yderligere oplysninger:

Kontakt direktør Carl-Emil Larsen, M: 20 33 85 15

 

 

Se flere nyheder