Møder i erfa-gruppen om rotter
Opsamling fra erfa-gruppens møde den 18. juni 2009
DANVA afholdt d. 18. juni det andet møde i erfa-gruppen vedr. rotter i forbindelse med kloaksystemer. På mødet blev ansvarsfordelingen mellem forsyning og kommune og erfaringer med rottebekæmpelsen sat i fokus. Deltagerne på mødet repræsenterede henholdsvis forsyninger og kommuner.
Nedenstående punkter var på dagsordenen, emnerne blev præsenteret og drøftet af deltagerne på erfa-mødet:
Velkomst og nyt fra DANVAs rottearbejdsgruppe
I rottearbejdsgruppen er der etableret fire ad hoc grupper, arbejdet i grupperne blev præsenteret. I løbet af det sidste halve år har ad hoc gruppe 1 - udredning af ansvar og definitioner udarbejdet et udkast til notat der beskriver ansvarsfordeling i rottebekæmpelsen udgangspunkt i bekendtgørelsen om rottebekæmpelse. Ad hoc gruppe 2 - spørgeundersøgelse vedr. eksisterende viden og erfaringer har i foråret gennemført en spørgeundersøgelse, hvor forsyninger og kommuner er blevet stillet 37 spørgsmål om rottebekæmpelse.
I ad hoc gruppe 3 - forskning og udvikling følger fortsat de undersøgelser der er i gang på forskningsområdet. Ad hoc gruppe 4 - driftserfaringer med bekæmpelse vil efter sommerferien invitere interesserede kommuner og forsyninger til en rundbordssamtale om driftserfaringer med rottebekæmpelsen.
Resultat af undersøgelse om rottebekæmpelse
Der er udført en spørgeundersøgelse for at få indsamlet viden om hvordan den kommunale rottebekæmpelse udføres, samt for at få et indblik i hvordan rotteanmeldelserne håndteres i kommunerne/forsyningerne. Undersøgelsen er sendt ud til landets kommuner og forsyninger.. DANVA har modtaget 51 besvarelser, det ser vi som en fin besvarelsesprocent. Generelt har vi oplevet et stort engagement fra kommuner og forsyninger om at deltage i undersøgelsen og rigtig mange har suppeleret svarene med uddybende bemærkninger. Undersøgelse blev gennemgået og de enkelte spørgsmål blev drøftet. Kort beskrevet er der følgende hovedpunkter fra resultaterne og input fra deltager på ERFA-mødet.
- Ansvars- og opgavefordelingen i kommuner og forsyninger vil blive splittet skarpt op som følge af vandsektor loven. I undersøgelser er der besvarelser fra både kommuner og forsyninger.
- Der er et stort ønske om og behov for at få detaljeret de lovpligtige indbe-retninger, så der bla. opnås bedre grundlag for at lave statistikker. Af drøftelsen fremgik det, at det i de enkelte kommuner er meget forskelligt, hvad der indberettes, nogle indberetter alle anmeldelser andre frasortere dem, der ved opfølgning viser sig at komme fra andet end rotter (mosegrise, mus mv.).
- Der er behov for bedre og mere præcise udbud, når en kommune udlicitere rottebekæmpelsen, det er vigtigt, da mindst 70 % af rottebekæmpelsen er udliciteret.
- Generelt fører kommunerne ringe kontrol med bekæmpelsesfirmaer.
- De lovpligtige undersøgelser af ejendomme i landzonen giver få anmeldelser. Peter Weile kunne oplyse at der er en ny model på vej for rottebekæmpelse i landzonen.
- Fødevarekontrollen giver sjældent kommunen besked om, at der er iværksat rottebekæmpelse på fødevarevirksomheder.
- Der gives få påbud til grundejere om at rette fejl på privat kloak, men når det gives er det effektivt.
Undersøgelsen vil bla. danne grundlag for DANVAs input til By- og Landskabsstyrelsen om en mere detaljeret indberetning af rotteanmeldelserne.
Rottebekæmpelse i Esbjerg
I Esbjerg er antallet af rotteanmeldelser i de senere år faldet. Årsagen er at man i Esbjerg har valgt at køre en målrettet rottebekæmpelse, hvor hver anmeldelse følges op med en undersøgelse. Er skaden på den offentlige del at kloaksystemet igangsættes udbedring af skaden med det samme. Hvis personalet i marken er i tvivl, tager de et foto med det samme og sender det til den ansvarlige rottebe-kæmper, som så tager stilling til situationen. Skyldes anmeldelsen en skade på private afløbsinstallationer, indgås straks en frivillig aftale med grundejeren om udbedring af fejlen. I de flest tilfælde indgås en frivillig aftale, når dette ikke er muligt gives et varsel og herefter evt. et påbud til den private grundejer. Antallet af rotteanmeldelser i Esbjerg by er faldet fra 1024 i 2000 til 737 i 2008.
Myndighedens rolle
Rottebekæmpelse er myndighedens ansvar, det vil derfor fortsat være kommuner-nes opgave efter selskabsgørelsen. KL’s holdning er, at der skal laves planer for rottebekæmpelsen. Det kan eksempelvis ske ved at zoneinddele områderne, så bekæmpelsen målrettes og intensiveres i de områder, hvor der er flest rotteanmeldelser. Der ønskes mere forskning på rotteområdet, så det bla bliver tydeligere, hvor rotterne kommer fra. KL går lige som DANVA ind for, at der indføres en lovpligtig undersøgelse af de private stikledningers tilstand i forbindelse med hushandler.
Vandsektorloven
Med vandsektorloven bliver ansvars- og opgave fordelingen mellem forsyning og myndighed ridset endnu skarpere op. Rottebekæmpelse er en myndighedsopgave, så hvis den skal udføres af forsyningsselskabet, skal det højst sandsynligt ske som en tilknyttet aktivitet. I øjeblikket udarbejdes bekendtgørelser i relation til vand-sektorloven blandt andet om de tilknyttede aktiviteter. Disse afventes.
Næste møde i ERFA-gruppen vil omhandle driftserfaringer med rottebekæmpelse, hvor alle vil være velkomne. Dato for mødet er d. 3. december 2009.