Kampen mod rotter skal ikke styres fra Christiansborg


Skanderborg den 24. januar 2007

SF har fremsat forslag til ændring af miljøloven (L92) og vil dermed fremover lade Christiansborg styre kampen mod rotterne. Ifølge SF skal det f.eks. være Miljøministeren, der fremover skal fastsætte regler om opsætning af rottespærrer i kloakkerne. DANVA mener, at det fortsat bør være fagfolkene i kommunerne og ikke politikerne på Christiansborg, der fører kampen mod rotterne.

Når der i dag observeres rotter, vil det typisk være den tekniske forvaltning, der sammen med forsyningen vurderer, hvilken indsats, der skal gøres, og hvilke midler, der skal anvendes. Som en af mulighederne giver lovgivningen i dag kommunen og kloakforsyningen lov til at anvende rottespærrer, hvis de ønsker det. DANVA mener derfor, at SFs lovforslag er helt unødvendigt, og i værste fald kan det besværliggøre kommunernes kamp mod rotterne.

 

Bedre kloakker betyder færre rotter

Med det nye lovforslag kan det vise sig, at kommunerne bliver tvunget til at bekæmpe rotterne på en måde, som i sidste ende kan forringe hele kloaksystemets funktion.

Kristian Friis, funktionschef i DANVA:
”Hvis ministeren fremover skal pålægge kommuner og forsyninger, hvilken metode, der skal anvendes til at bekæmpe rotter med, så kan det kun betyde mere bureaukrati og måske også uhensigtsmæssige løsninger. I DANVA kan vi konstatere, at rotterne bekæmpes effektivt ved at renovere kloakkerne. Det sikrer kloakkernes funktion og begrænser rotternes muligheder for at kunne komme ud i jorden eller op i gamle ubrugte stik for at bygge reder.”

Seneste tal fra DANVA’s benchmarking dokumenterer, at alene de ca. 30 forsyninger, der i 2006 deltog i undersøgelsen investerede 627 mio. kr. i kloakfornyelse, og at disse forsyninger dermed godt og vel overholder kravene i kloakfornyelsesaftalen. Det betyder bedre kloaksystemer og færre rotter.

 

90 % af rotterne er på privat grund

Det står i dag husejere og kommuner frit for at installere en rottespærre på afløbssystemer. Men problemet med rottespærren er, at den – i modsætning til renovering af kloakkerne – kun begrænser rotternes færden. Den tager ikke fat om roden i rotteproblemet ved at afskære dem fra at finde føde eller ynglesteder.

Kristian Friis, funktionschef i DANVA:
”Vi må konstatere, at størstedelen af rotterne befinder sig i de private afløbssystemer, der i dag fremstår nedslidt og hullet. Mindst 90 % af de anmeldelser, vi får ind på forekomster af rotter, er observeret på privat grund. Men kun ca. halvdelen af disse observationer gøres i afløbssystemer. Resten bliver observeret ved kompostbunker, i hønsehuse og andre steder, hvor der opbevares madvarer. Så hvis man vil bekæmpe rotterne effektivt, skal husejere, boligforeninger, sygehuse og institutioner sørge for at renovere deres afløbssystemer. Og så skal man sørge for at overholde retningslinier for kompostering af madaffald og opbevaring af dyrefoder."

DANVA opfordrer husejernes foreninger, Miljøstyrelsen, KL og andre interesserede til at igangsætte kampagner, der bl.a. gør opmærksom på, at de private afløbssystemer skal renoveres, hvis vi vil rotteproblemet til livs. DANVA vil gerne støtte op om en sådan kampagne.

Mere information: Funktionschef Kristian Friis tlf.: 4054 1538; e-mail: kf@danva.dk 

 

 

Tilbage