DANVA holder fokus på sikkerhed


Med et møde i Miljøstyrelsen den 20. juni og kurser i Vandhuset den 13. og 19. juni om Dokumenteret DrikkevandsSikkerhed holder DANVA fokus på drikkevandssikkerhed.

Skanderborg den 11. juni 2007

Forureningen af drikkevandet i Køge kunne sandsynligvis være undgået, hvis forsyningen havde indført DDS-metoden, der er en international standard til sikring af drikkevandets kvalitet. Med metoden laves en systematisk risikovurdering af, hvad der kan gå galt indenfor vandforsyningens fire hovedområder (indvinding, vandbehandling, distribution og forbrugernes installationer) med henblik på at forebygge problemer.

DANVA, Dansk Vand- og Spildevandsforening, har sammen med FVD, Foreningen af Vandværker i Danmark, opfordret miljøministeren til at skærpe kontrollen med drikkevandssikkerheden og er indkaldt til møde om sagen hos Miljøstyrelsen den 20. juni.

- Sagen har også været rejst i Folketinget af Miljø- og Planlægningsudvalget, der på baggrund af Køge-sagen stillede et spørgsmål til miljøministeren, om hun ville tage initiativ til at gennemføre en undersøgelse af, om kontrollen med drikkevandet er god nok. I første omgang var ministerens svar, at kontrollen med drikkevandet er tilstrækkelig, men efter at flere politikere igen har sat sagen på dagsordenen, har miljøministeren lovet at se på sagen igen, og vi er derfor inviteret til møde hos Miljøstyrelsen i næste uge, oplyser Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA.

I øjeblikket er vandværkerne kun forpligtet til at gennemføre stikprøvekontrol af drikkevandets kvalitet. Ved at bruge DDS kan man bedre sikre, at vandkvaliteten er i orden i perioden mellem stikprøverne.

DANVA har udgivet en vejledning om Dokumenteret Drikkevandssikkerhed, og den gennemgås på seminaret i Skanderborg den 13. og 19. juni. En af underviserne på kurset er Pia Jacobsen fra Århus Kommune Vand og Spildevand, der er den foreløbig eneste vandforsyning i Danmark, der er certificeret efter den internationale standard ISO 22000.

Formålet med seminarets første dag er at gøre deltagerne i stand til at udpege en risiko af betydning for drikkevandssikkerheden og træffe en beslutning om, hvordan risikoen kan styres. Formålet med seminarets anden dag er at træne deltagerne i at udarbejde en DDS-plan med optimal styring og minimal arbejdsindsats. I perioden mellem de to kursusdage skal deltagerne arbejde med en hjemmeopgave. DANVA holdt en tilsvarende 2-dages workshop i marts, og interessen er så stor, at succesen nu gentages.

Vejledningen om Dokumenteret Drikkevandssikkerhed kan downloades fra DANVA’s hjemmeside her: http://www.danva.dk/download  

Programmet for DANVA’s DDS-seminar den 13. og 19. juni 2007 kan læses på http://www.danva.dk/kurser  

Yderligere information:
Carl-Emil Larsen på telefon 7021 0055, mobil 2033 8515 eller e-mail cel@danva.dk



Tilbage