Coop har stoppet for salg af Trim Plænerens
Skanderborg den 2. oktober 2007
Coop meddeler i et brev til DANVA, at man ikke har solgt TRIM Plænerens i sine butikker i det indeværende år. Endvidere skal kunderne resten af sæsonen gå forgæves efter Roundup i Coops butikker.
Helsides annoncer for TRIM Plænerens og Roundup i Samvirke fik i sidste måned DANVA til at protestere over for Coops aggressive markedsføring af pesticider, der skader grundvandet. I et brev fra den 4. september krævede DANVA, at Coop lever op til sin høje miljøprofil og stopper for salg og markedsføring af de giftige sprøjtemidler.
Pesticider er som bekendt den største trussel mod vores drikkevand. En ny GEUS rapport viser, at vandværkerne hvert år lukker 100 boringer på grund af fund af pesticider og nedbrydningsprodukter i grundvandet. At Coop butikkerne forhandler pesticider, kolliderer i DANVA’s øjne med supermarkedskædens egne etiske regler, hvori det fremhæves, at man vil arbejde for at minimere miljøbelastningen af varer, som dokumenterbart forurener miljøet. Både aktivstofferne glyphosat og MCPA, som stammer fra Roundup og Trim Plænerens, er gentagne gange blevet fundet i grundvandsprøver, og DANVA er af den overbevisning, at pesticiderne hverken bør forhandles i butikker eller for den sags skyld bruges i private haver.
I sidste uge fik DANVA svar fra Coops miljøchef Katrine Milman. Hun meddelte, at Coops butikker i det indeværende år ikke har solgt TRIM Plænerens, og at kunderne resten af sæsonen også må gå forgæves efter Roundup i Brugsen, Irma, Kvickly og Fakta. Supermarkedsgiganten vil dog ikke fuldstændig stoppe salget af Roundup. Roundup er ifølge Katrine Milman det mest skånsommme sprøjtemiddel på nuværende tidspunkt, og Coop vil også fortsat forhandle giftstoffet af konkurrencemæssige hensyn. Ellers, frygter Coop, vil kunderne blot søge til andre butikker for at købe ind, og Coop ville i så fald miste en lukrativ indtægt.
Direktør Carl-Emil Larsen, DANVA, anerkender, at Coop stopper for salget af sprøjtegift i perioder, hvor det er særligt problematisk at udbringe disse. Han pointerer dog, at denne sag tydeliggør, at Miljøministerens bør skride til handling og regulere brugen af sprøjtegift i bl.a. private haver.
”Hvis vi vil mindske truslen mod vores drikkevand, må politikerne til at gribe ind – både over for landbruget og over for haveejerne”, udtaler Carl-Emil Larsen. ”Pesticider er vandværksdræber nr. 1. Alligevel må havefolket sprøjte på livet løs, i værste fald uden overhovedet at vide, hvilke giftstoffer, man har at gøre med. Det er farligt, da det altså kun kræver mikroskopisk små mængder af pesticider i grundvandet, før store drikkevandsreserver er ødelagt. Vi mener ikke, det er nok, at Miljøministeren henviser til personlig ansvarlighed fra den enkelte. Det virker hverken over for landbruget eller havefolket. Vi vil igen opfordre Miljøministeren til regulere sprøjtegifte mere håndfast. Det vil spare samfundet for mange millioner af kroner i genopretning af kildepladser og forbrugerne for de ekstraudgifter, der kommer, når drikkevandet skal renses.”
Du kan læse mere om DANVA’s pesticidpolitik på http://www.danva.dk/sw126.asp
og Coops etiske retningslinier på: www.coop.dk
For yderligere information kontakt Carl-Emil Larsen på M: 2033 8515 eller E: cel@danva.dk