DANVA opfordrer politikerne til at støtte dansk forskning, der sigter mod eksport af vandteknologi
PRESSEMEDDELELSE
Skanderborg den 27. janaur 2009
Forskning inden for klima- og vandrelateret know-how og teknologi kommer både eksporten og de danske vand- og spildevandsforsyninger til gode, mener DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening). Foreningen opfordrer derfor politikerne til at afsætte penge til forskningsprojekter og gøre alvor af slagordene om en ”grøn vindernation”.
Den 29. januar vil de seneste resultater fra danske forskningsprojekter inden for vand og spildevand blive præsenteret. Dansk vandforskning hører til i den absolutte top, og resultaterne herfra vil ikke kun gavne danske vand- og spildevandsforsyninger, men de kan samtidig lægge grundstenen for nye miljøeksport eventyr.
Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA:
”Danmark har en af verdens mest velfungerende vand- og spildevandsforsyninger, men alligevel er der behov for at forske i nye renseprocesser, reducere energiforbruget og optimere udnyttelsen af vand. Og behovet skærpes hele tiden – ikke mindst på grund af det pres, der lægges på vandkredsløbet som følge af klimaændringerne. Tilsvarende udfordringer – og dem der er langt større – møder vi i udlandet, og derfor vurderer vi, at der er et stort marked for dansk vandteknologi, der f.eks. kan forbedre udnyttelsen af en stadig mere presset ressource. Det marked skal vi opdyrke med forskning inden for området.”
Sammen med Danish Water Forum og Forskningsplatformen – Vand påpeger DANVA dog, at der mangler finansiering til at få udmøntet de mange forskningsresultater i teknologiudvikling og testning af storskala teknologiløsninger i form af et egentligt vand- og miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram, det såkaldte MUDP.
Bjørn K. Jensen, formand for Forskningsplatformen – Vand:
”Der er behov for en model i lighed med det, man har på energiområdet, hvor man kombinerer og tester den eksisterende viden med forskning i nye aspekter og i samlede teknologiløsninger. Det vil give os grundlaget for at udnytte eksportmulighederne for dansk miljøteknologi. Alle analyser peger på, at eksportmulighederne inden for miljøteknologi ser meget positive ud, og en offentlig investering i et MUDP vil både på kort og på lang sigt komme mangefold tilbage og placere Danmark på det globale klima-kort som en af hovedaktørerne. Hertil kommer, at FN’s klimatopmøde i København i december i år vil give Danmark en helt enestående chance for at præsentere sig som ”Show-room" for verden, og det er derfor helt oplagt at sikre at alle muligheder for dette udnyttes.”
Forskningsplatformen-Vand og Danish Water Forum (DWF) står for mødet den 29. januar. Organisationerne arbejder på at fremme dansk forskning og anvende denne internationalt, herunder ikke mindst i udviklingslande. På mødet vil der også gøres status over det helt unikke samarbejde, der gennem de sidste par år er opbygget mellem parterne i den danske vandsektor. Forskningsplatformen – Vand er funderet på et netværk bestående af mere end 100 personer fra forskningsverdenen, forsyningerne, rådgivere og leverandører, der tilsammen har lavet en analyse af behovet for forskning indenfor området.
Yderligere information
Direktør Carl-Emil Larsen, M: 2033 8515, E: cel@danva.dk
Formanden for Forskningsplatformen – Vand: Bjørn K. Jensen, bkj@geus.dk
www.danishwaterforum.dk og www.forskningsplatformen-vand.dk