Vandsamarbejde i Aalborg
I Aalborg samarbejder 48 private vandværker med Aalborg Kommune, Vandforsyningen og efter kommunalreformen, hvor Aalborg blev lagt sammen med Hals,Sejlflod og Nibe, er endnu flere private vandværker på vej ind i samarbejdet.
Vandsamarbejdet består af 3 dele, samarbejdet om realisering af sikkerhedssystemet i vandforsyningsplanen, samarbejdet om vandforsyning i det åbne land og grundvandssamarbejdet.
- I Vandsamarbejdet holder vi hvert år et stort fællesmøde på Aalborg Universitet med oplæg i auditoriet, og sidste gang var der indbudt 100 vandværker og i alt 130 personer deltog i mødet, fortæller Arne Nielsen, der er formand for Grindsted Vandværk og har været aktiv i vandsamarbejdet, siden det blev etableret i 1984.
- I starten var det et diktat fra kommunen, at de private vandværker skulle deltage i et vandsamarbejde, og derfor var der selvfølgelig lidt modstand i starten, men i årenes løb har det udviklet sig til et fantastisk godt samarbejde, som kører virkelig godt, understreger Arne Nielsen. Han er glad for at netværket, der gør hverdagen nemmere, fordi der altid er nogen, man kan ringe til og diskutere sine problemer og opgaver med.
Nyt vandværk i Hammer Bakker
Et helt konkret resultat af vandsamarbejdet er et nyt vandværk i Hammer Bakker til en værdi af 5,3 million. Fire private vandværker har dannet et forsyningsselskab (Grindsted, Vestbjerg og to værker i Sulsted) som hver især kun har betalt 270.000 kr., mens vandsamarbejdet har betalt resten. Alene ledningsnettet kostede 3 millioner kroner. Det nye vandværk er bygget for at øge forsyningssikkerheden i området.
Grundvandsbeskyttelse
Deltagerne i grundvandssamarbejdet betaler 50 øre pr. m3 vand, som er øremærket til sikring af grundvandet. Der har kørt et stort projekt i Drastrup, hvor der er rejst skov for at beskytte grundvandet. Desuden har kommunen opkøbt jord og omlagt tidligere landbrugsarealer til natur. I området er der også husstandsomdelt en pjece ”Du bor på dit drikkevand” for at opfordre beboerne til at undlade at bruge sprøjtegift.
- Det er jo ikke kun landbruget, der kan udgøre en trussel mod grundvandet, men i høj grad også haveejerne, understreger Arne Nielsen.
Finansiering og organisering
Udover indsamling af penge til grundvandsbeskyttelse indsamles 31 øre pr. m3 til Vandplanbidrag, der er øremærket til arbejdet med realisering af sikkerhedssystemet i vandforsyningsplanen (f. eks. det nye fælles vandværk ved Hammer Bakker), og 5 øre til Åben land bidrag. En af de største udgifter er etablering af nye ledninger mellem vandværker. Vandsamarbejdet er solidarisk, idet alle betaler lige meget, og alle afgørelser træffes i enighed. De 100 private vandværker er opdelt i 7 kontaktgrupper på grund af de mange deltagere i vandsamarbejdet. Der holdes møder i hver kontaktgruppe én gang om året.
- Det er et stort, men også meget spændende arbejde at være med i Vandsamarbejdet, siger Arne Nielsen, der har gjort en indsats gennem 30 år.