Projektuddelinger i 2016

Der indkom 28 ansøgninger til VUDP første fase og 14 af disse indsendte en uddybende ansøgning. Heraf har 8 ansøgninger fået tilsagn på i alt 10,2 mio. kr. Ansøgningernes emner har spændt vidt, men alle var meget seriøse og ansøgningerne var generelt af høj kvalitet.

 

DANVAs bestyrelse har, efter indstilling fra vurderingspanelet, besluttet hvilke ansøgninger, som har fået tilsagn om uddeling. Dette er det første hold projekter, som igangsættes med uddeling fra VUDP og projekterne forløber over de næste tre år. Alle uddelingerne i 2016 har elementer, som bidrager til vandbranchen med  bl.a. effektiviseringer, kvalitetsforbedringer, formindsket klimagas-emissioner, energioptimeringer og specifikke problemløsninger indenfor spildevand, drikkevand og klimatilpasning.

 

I vilkårlig rækkefølge har følgende fået tilsagn i 2016:

Drikkevands- og spildevandsprojektet: Branchestandard for REcipientspecifikke Vilkår i Indvindings- og Udledningstilladelser (BREVIU)

Hovedansøger: Skanderborg Forsyningsvirksomhed A/S ved Christina Søndergaard.

Ansøgt beløb: 1.121.500 kr.    

Projektets samlede budget: 1.725.000 kr.

Samarbejdspartnere: EnviDan A/S ved Mads Uggerby, Aarhus Universitet ved Dennis Trolle og Skanderborg Kommune ved Kaare With Jensen.

Produkterne fra projektet vil være en branchestandard for vurdering af påvirkning på vandløb fra indvinding og udledning, herunder den økologiske kvalitet, kapacitet og erosionsrisiko. Der vil ligeledes udvikles og afprøves et simpelt modelsetup, der på baggrund af sensorer og dataassimilering, kan modellere vandkredsløbet og den økologiske tilstand i realtid.

Drikkevandsprojektet: Pelletreaktoren: Fjernelse af kalk og jern – effekt på nitrifikation? Flere fluer med samme smæk

Hovedansøger: HOFOR ved Ann-Katrin Pedersen.

Ansøgt beløb: 995.000 kr.   

Projektets samlede budget: 1.495.000 kr.

Samarbejdspartnere: DTU Miljø ved Hans-Jørgen Albrechtsen, Frederiksberg Forsyning A/S ved Henrik Bay og Krüger A/S ved Rasmus Boe-Hansen.

Under projektet udvikles og dokumenteres en radikalt ny vandbehandlingsteknologi og vandbehandlingsstrategi. Derudover optimeres og balanceres processerne i pelletreaktoren med hensyn til kalkfjernelse, jernfjernelse samt fjernelse af uønskede spormetaller (fx nikkel), samt optimeres processerne i pelletreaktoren med hensyn til andre, efterfølgende mikrobielt baserede behandlingstrin (fx nitrifikation). Fordele og ulemper ved denne teknologi vurderes ud fra et kvalificeret grundlag.

Drikkevandsprojektet: Geofysik i filtre - 3D kortlægning af filterkage (3D-fil)

Hovedansøger: Lemvig Vand og Spildevand (LVS) ved Lars Nørgaard Holmegaard.

Ansøgt beløb: 1.034.980 kr.   

Projektets samlede budget: 1.457.600 kr.

Samarbejdspartnere: Aarhus Universitet ved Esben Auken, VIA University College ved Theis Raaschou Andersen og NIRAS ved Michael Christian Hansen.

Projektets primære output er udviklingen af et operationelt geofysisk udstyr som kan bruges i vid udstrækning i hele vandbranchen. Af andre outputs vil der opstilles en bedst praksis procedure til brug af metoden samt dokumentation for effekten af denne.

Spildevandsprojektet: Energi- og emissionsoptimering ved anvendelse af deammonifikationsprocesser i hoved- og side-strøm

Hovedansøger: Aarhus Vand ved Per O. Pedersen.

Ansøgt beløb: 1.499.496 kr.   

Projektets samlede budget: 2.459.496 kr.

Samarbejdspartnere: VandCenter Syd (VCS), Aarhus Universitet (AU), DHI, EnviDan (ED) og BIOFOS.

Målet med projektet er, at få udviklet analysemetoder til praktisk bestemmelse af anammox-aktivitet, samt at demonstrere bæredygtige styringsstrategier for anvendelsen af deammonifikationsprocesser i side- og hovedstrømmen. Resultaterne fra afprøvede analyse- og styringsmetoder vil blive dokumenteret og evalueret, og samlet til en egentlig klimavenlig og bæredygtig styringsanbefaling. Sidst vil projektet udmunde i en anbefaling af instrumentering og beskrivelse af de procestekniske styringsprincipper, der er nødvendige for at opnå emissionsreduktionen.

Spildevandsprojektet: Demonstration af en ny kontrol metode til at reducere lattergas udledningen fra renseanlæg

Hovedansøger: BIOFOS A/S ved Dines Thornberg.

Ansøgt beløb: 1.350.595 kr.   

Projektets samlede budget: 1.650.595 kr.

Samarbejdspartnere: Danmarks Tekniske Universitet (DTU) – Kemiteknik ved Gürkan Sin og Unisense ved Ebbe Kruse Vestergaard.

Under projektet afprøves, demonstreres og valideres en nyudviklet lattergas-emission kontrol teknologi (DTU patenteret teknologi) på pilot- og fuldskala renseanlæg for at reducere lattergas-emissioner og dens bidrag til den samlede CO2-foraftryk af renseanlæg. Teknologien er udviklet ved hjælp af modelsimuleringer på DTU Kemiteknik med lovende resultater. Dette projekt vil kombinere lattergas-sensorer fra Unisense, fuzzy logik kontrol teknologi DTU og to udvalgte renseanlæg.

Drikkevandsprojektet: Udvikling af biologiske starterprodukter til vandværksfiltre – BIO2BOOST2

Hovedansøger: KLAR Forsyning A/S ved Esben Sejer Boetius.

Ansøgt beløb: 1.483.808 kr.   

Projektets samlede budget: 1.817.383 kr.

Samarbejdspartnere: GEUS ved Jens Aamand, HOFOR A/S ved Sarah B. Christensen og Krüger A/S ved Peter Borch Nielsen.

Projektet vil frembringe et naturligt mikrobiologisk starterprodukt til drikkevandsbiofiltre, der effektiviserer Forsyningernes drift og økonomi, samt forbedrer drikkevands- og forsyningssikkerheden.

Under projektet vil myndighederne blive løbende inddraget for at sikre et brugbart produkt, der kan godkendes i drikkevandsproduktionen. I forbindelse med at KLAR Forsyning skal idriftsætte et nyt vandværk i efteråret 2017 vil dette blive benyttet til fuldskalatest af starterproduktet og ved efterfølgende fremvisninger af vandværket for læg- og fagfolk vil starterproduktet indgå i fortællingen om vandværket.

Klimatilpasningsprojektet: LAR - optimering af driftsøkonomi, biodiversitet og rekreativ merværdi via plantevalg i vejbede

Hovedansøger: VandCenter Syd ved Lærke Kit Sangill.

Ansøgt beløb: 1.190.610 kr.   

Projektets samlede budget: 1.428.110 kr.

Samarbejdspartnere: Københavns Universitet ved Mona Chor, Aarhus Vand A/S ved Anne Laustsen, Aarhus Kommune, Brøndby Kommune, Københavns Kommune, Odense Kommune og HOFOR ved Søren Hansen.

Lokal afledning af regnvand (LAR) er i dag et udbredt værktøj til håndtering af hverdagsregn i forbindelse med klimatilpasning. Gennem projekt er målet at dokumentere kvaliteten af eksisterende anlæg med særligt fokus både på vejbedets driftsøkonomi og dets betydning som levested for dansk flora og fauna. Gennem systematisk dataindsamling og analyse, samt demonstrationsplantninger vil det dokumenteres hvordan vejbedet kan optimeres, således at disse er robuste og dermed driftsøkonomisk rentable biotoper med rekreativ merværdi for borgerne. Gennem LAR anlæg kan naturens betingelser forbedres i den tætte by. Herved kan spredningskorridorer for planter og dyr genoprettes og urban natur fremmes til glæde for beboerne.

Spildevandsprojektet: Nye teknologiske metoder til kortlægning, måling og bekæmpelse af svovlbrinteproblemer i kloakker

Hovedansøger: Hedensted Spildevand A/S ved Ulrik Folkmann.

Ansøgt beløb: 1.489.750 kr.   

Projektets samlede budget: 2.183.000 kr.

Samarbejdspartnere: Vejle Spildevand A/S ved Per Iversen, Unisense A/S ved Ebbe Kruse Vestergaard,

DHI ved Mikkel Holmen Andersen, Aalborg Universitet ved Asbjørn H. Nielsen og Bollerup Jensen A/S ved Cristina Cvitanich og Frode Dale.

Målet med dette projekt er at få udviklet og demonstreret en række løsningsstrategier for svovlbrinteproblemer i kloakker som samlet vil kunne lede til betragtelige driftsoptimeringer for forsyningerne. I projektet forfølges tre hovedmål:

1) Evnen til at kunne forudsige svovlbrinteproblemer baseret på målinger og modellering

2) Optimering af kemikaliedosering baseret på svovlbrintemålinger direkte i spildevandet

3) Korrosionsbeskyttende imprægnering af kloakrør og brønde.

 

 

Tillykke til alle tilskudsmodtagere!

Læs mere

Læs mere om VUDP her...

Yderligere information

Kontakt Tanja Nielsen på telefon 87 93 35 68, mobil 20 35 19 71 eller e-mail tn@danva.dk