DANVAs internationale arbejde

DANVA er både engageret i den europæiske vandforening EUREAU (European Federation of National Associations of Water Services) og i den internationale vandforening IWA, International Water Association.

EurEau

DANVAs direktør Carl-Emil Larsen var i perioden 2011-2015 præsident for den europæiske vandforening EUREAU og er nu formand for komiteen om jura, økonomi og ledelse. DANVA er repræsenteret i alle tre stående kommissioner:
• Vandforsyning
• Spildevand
• Jura, Økonomi og Ledelse
samt i arbejds- og projektgrupper, der har relevans for danske forhold og dermed DANVAs medlemmer.

Arbejdet i EUREAU har primært fokus på interessevaretagelse i forhold til europæisk lovgivning og sekundært videndeling og fælles europæiske kampagner. Den europæiske lovgivning omhandler bl.a. Vandrammedirektivet, Drikkevandsdirektivet, Byspildevandsdirektivet, Badevandsdirektivet, Miljøansvarsdirektivet og Udbudsdirektivet, der alle er implementeret som dansk lovgivning. Se DANVAs repræsentanter i EurEau her...

Læs mere om EUREAU, European Federation of National Associations of Water Services.

IWA, International Water Association

International Water Association er et globalt netværk for alle, der arbejder med vand. IWA har ca. 8.500 personlige og 530 firma medlemmer fra ialt 165 lande. Medlemmerne er både forskere og praktikere, herunder rådgivere og forsyningsfolk. IWA har en lang række specialist-grupper og arrangerer konferencer over hele verden. Den seneste IWA verdenkongres foregik i Brisbane, Autralien i oktober 2016, og den næste afholdes i Tokyo i 2018. Læs mere om IWA på foreningens hjemmeside på www.iwa-network.org

IWA's verdenskongres i 2020 skal foregå i København. Læs mere på www.iwa2020copenhagen.dk

IWA's danske nationalkomité

DANVA er sekretariat for IWA's danske nationalkomité, og formanden for nationalkomiteen er afdelingsleder Helle Katrine Andersen, der i perioden 2016-2018 er medlem af IWA's bestyrelse (Board of Directors) og tidligere var medlem i Strategic Council. DANVA er Governing Member for Danmark og dermed bindeled mellem den globale vandforening og den danske vandsektor.

Nationalkomitéen har til formål at fremme forskning og udvikling på vandområdet og varetage de danske interesser indenfor vand- og spildevandssektoren. Desuden har komiteen til opgave at udpege danske repræsentanter til IWA’s styrende organer og faglige udvalg, at stimulere til dansk medvirken ved IWA's konferencer, symposier og workshops, at fremme danske bidrag til IWA’s publikationer og at udbrede kendskabet i Danmark til den internationale udvikling indenfor emner af betydning for vandområdet.

Læs vedtægterne for IWA's danske nationalkomite og se medlemmer i nationalkomiteen.

Rejselegat

Den danske nationalkomite har etableret et rejselegat for unge under 35 år med det formål at støtte deltagelse i udenlandske konferencer mv. Læs mere om rejselegatet og kriterierne for uddeling af legatet her… 

Young Water Professionals

I 2014 blev der etableret et dansk netværk for Young Water Professionals. YWPDK er tilknyttet IWA og er åben for alle under 35 år, der studerer eller arbejder i vandbranchen. Læs mere på YWPDK hjemmeside

NORDIWA

Vandforeningerne i de nordiske lande Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark samarbejder på vand- og spildevandsområdet, og gennem NORDIWA-samarbejdet arrangeres årlige nordiske konferencer om hhv. drikkevand (i lige år) og spildevand/afløb (i ulige år). Den seneste nordiske drikkevandskonference fandt sted på Island den 28.-30. september 2016. Næste nordiske spildevandskonference afholdes i Aarhus den 10.-12. oktober 2017. Læs mere her.